Pressemeddelelse

Den indtil nu største gruppe af vilde planeter er fundet med hjælp fra ESOs teleskoper

22. december 2021

De vildfarne planeter er svært observerbare kosmiske objekter, som vejer nogenlunde det samme som planeterne i vores Solsystem, men som ikke kredser om nogen stjerne. Istedet suser de frit rundt i rummet. Indtil nu har vi ikke kendt ret mange af dem, men nu har et hold astronomer opdaget mindst 70 nye af slagsen i vores galakse. Det er sket med brug af data fra flere teleskoper tilhørende ESO og andre observatorier. Det er den største gruppe vilde planeter, som nogensinde er opdaget, og det er et vigtigt skridt imod bedre at forstå hvordan disse gådefulde mælkevejsvandrere er opstået og hvordan de ser ud.

"Vi vidste ikke hvor mange, vi kunne forvente, og det er vildt, at vi har fundet så mange," siger Núria Miret-Roig, som er astronom ved Laboratoire d’Astrophysique de Bordeaux, Frankrig og  University of Vienna, Østrig, og som er hovedforfatter til en ny artikel, som offentliggøres idag i Nature Astronomy.

Vildfarne planeter, som suser rundt langt væk fra nogen stjerne til at give dem lys, ville normalt være umulige at fotografere. Imidlertid har Miret-Roig og hendes forskerhold brugt den detalje, at i de første millioner år efter deres dannelse, vil disse planeter stadig være så varme, at de gløder. Dermed kan de detekteres af følsomme kameraer på store teleskoper. De har fundet mindst 70 nye vildplaneter, som har en størrelse, som kan sammenlignes med Jupiter, og de befinder sig i et område med dannelse af nye stjerner tæt ved Solen; i den øvre del af stjernebillederne Skorpionen og Ophiuchus[1].

For at kunne finde så mange planeter, har forskerholdet brugt data, som er indhøstet over omkring 20 år fra en række teleskoper på jordoverfladen og i rummet. "Vi har målt små bevægelser, farver og lysstyrker for timillioner af mulige emner i et stort område af himlen," forklarer Miret-Roig. "De målinger har gjort det muligt for os med sikkerhed at identificere de svageste objekter i området, og det er netop de vilde planeter."

Forskerne brugte observationer fra ESOs  Very Large Telescope (VLT), Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA), the VLT Survey Telescope (VST) og MPG/ESO 2.2-metre telescope i Chile, samt fra andre observatorier. "De fleste af vore data kommer fra ESO-observatorier, og de har været absolut afgørende for denn artikel. De store felter og den enestående følsomhed har været nøglen til, at vi er lykkedes med dette projekt," forklarer Hervé Bouy, som er astronom ved Laboratoire d’Astrophysique de Bordeaux i Frankrig, og projektleder for projektet her. "Vi har brugt titusinder af vidvinkeloptagelsesr fra ESOs teleskoper, svarende til hundredevis af timers observationer og bogstaveligt flere gange ti terabytes data."

Holdet har ligeledes brugt data fra Den europæiske Rumorganisation ESAs Gaiasatellit, og har dermed vist hvordan kombinationen af jord- og rumbaserede teleskoper er af stor værdi for vores udforskning og forståelse af Universet.

Fra arbejdet her kan man formode, at der kan være mange flere af disse sky stjerneløse planeter, som vi endnu ikke har opdaget. "Der kan være adskillige milliarder af disse fritflyvende kæmpeplaneter uden en moderstjerne rundt omkring i Mælkevejen," forklarer Bouy.

Ud fra studiet af de nyfundne vilde planeter kan astronomerne muligvis finde antydninger af, hvordan disse gådefulde objekter dannes. Nogle forskere mener, at vilde planeter kan dannes ved at en gassky kollapser, når den er for lille til at danne en stjerne, men de kan også være sparket ud af deres oprindelige planetsystem. Det er ikke kendt, hvilken af disse mekanismer, som er den hyppigst forekommende.

Fremtidens teknologiske fremskridt vil bidrage til at opklare gåderne omkring disse omvandrende planeter. Forskerne håber at kunne fortsætte studiet af dem i større detaljer med ESOs kommende Extremely Large Telescope (ELT), som for tiden er under opførelse i Chiles Atacamaørken, hvor observationerne skal starte senere i dette årti. "Disse objekter er ekstremt svagtlysende, og der er ikke ret meget mere, vi kan gøre med det udstyr, som for tiden findes," siger Bouy. "ELT bliver absolut afgørende for at vi skal kunne samle mere information om de fleste af de vildfarne planeter, som vi har fundet."

Noter

[1] Det præcise antal vilde planeter, som forskerne har fundet, er svært at angive fordi observationerne ikke tillader forskerne at måle hvor meget de undersøgte planeter vejer. Objekter, som vejer mere end omkring 13 gange Jupiters vægt, er højest sandsynligt ikke planeter, så de kan ikke tælles med i denne omgang. Men når nu forskerholdet ikke har haft tal for vægten, har de istedet måttet stole på planeternes lysstyrke, for at kunne angive en øvre grænse for hvor mange vilde planeter, de har observeret. Lysstyrkerne er så igen afhængige af, hvor gamle planeterne er: Jo ældre planeten er, des længere tid har den haft til at køle ned, og dermed lyser den svagere. Hvis det område, som er undersøgt er gammelt, vil de klareste objekter af de observerede sandsynligvis være tungere end 13 Jupitermasser, og omvendt, hvis området er yngre. Tager man usikkerheden i aldersbestemmelsen for det undersøgte område på himlen i betragtning, får man et antal vildfarne planeter på imellem 70 og 170.

Mere information

Forskningsresultaterne her er offentliggjort i en artikel med titlen “A rich population of free-floating planets in the Upper Scorpius young stellar association” i tidsskriftet Nature Astronomy.

Arbejdet er delvist finansieret af European Research Council (ERC) under den Europæiske Unions Horizon 2020 forsknings- og innovationsprogram (bevilling No 682903, P.I. H. Bouy),  og fra den franske stat indenfor programmet ”Investments for the Future”, IdEx Bordeaux, reference ANR-10-IDEX-03-02.

Forskerholdet består af Núria Miret-Roig (Laboratoire d’Astrophysique de Bordeaux, Univ. Bordeaux, CNRS, Frankrig [LAB]; University of Vienna, Department of Astrophysics, Østrig), Hervé Bouy (LAB), Sean N. Raymond (LAB), Motohide Tamura (Department of Astronomy, Graduate School of Science, The University of Tokyo, Japan; Astrobiology Center, National Institutes of Natural Sciences, Tokyo, Japan [ABC-NINS]), Emmanuel Bertin (CNRS, UMR 7095, Institut d’Astrophysique de Paris,Frankrig [IAP]; Sorbonne Université, IAP, Frankrig) David Barrado (Centro de Astrobiología [CSIC-INTA], Depto. de Astrofísica, ESAC Campus, Spanien), Javier Olivares (LAB), Phillip Galli (LAB), Jean-Charles Cuillandre (AIM, CEA, CNRS, Université Paris-Saclay, Université de Paris, Frankrig), Luis Manuel Sarro (Depto. de Inteligencia Artificial, UNED, Spanien) Angel Berihuete (Depto. Estadística e Investigación Operativa, Universidad de Cádiz, Spanien) & Nuria Huélamo (CSIC-INTA).

European Southern Observatory (ESO) gør det muligt for forskere fra hele Verden at udforske Universets hemmeligheder til nytte for os alle. Vi designer, bygger og driver jordbaserede observatorier i verdensklasse - og herfra kan astronomerne dykke ned i spændende spørgsmål og sprede glæden ved astronomien, samtidig med at det internationale samarbejde omkring astronomi styrkes. ESO blev stiftet som en tværnational organisation i 1962, og idag støttes ESO af 16 medlemstater (Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Irland, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig ) med Chile som værtsnation og med Australien som strategisk partner. ESOs hovedkvarter, besøgscenter og planetarium - ESO Supernova - befinder sig tæt ved München i Tyskland, og Atacamaørkenen i Chile er stedet, hvor vore teleskoper er opstillet; i et område hvor der er enestående muligheder for at observere himlen. ESO driver tre observatorier: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope og det tilhørende Very Large Telescope Interferometer, og desuden to oversigtsteleskoper: VISTA, som opererer i det infrarøde og VLT Survey Telescope i det synlige bølgelængdeområde. På Paranal vil ESO ligeledes sørge for driften af Cherenkov Telescope Array South, som bliver Verdens største og mest følsomme observatorium for gammastråler. Sammen med en række internationale partnere driver ESO APEX og ALMA på Chajnantorhøjsletten. Det er to anlæg, som observerer himlen i millimeter- og submillimeterområderne. På Cerro Armazones tæt ved Paranal bygges for tiden "Verdens største himmeløje" - ESOs Extremely Large Telescope. Fra vore kontorer i Santiago, Chile understøtter vi vort arbejde i landet, og samarbejder med partnere i Chile og med hele samfundet.

Links

• Den originale artikel
• Fotos af VLT
• Fotos af VISTA og VST
• Mere om ESOs Extremely Large Telescope
• For journalister: tegn abonnement for at få vore pressemeddelelser under embargo på dit eget sprog
• For forskerne: har du en god historie, så giv os et praj!

Kontakter

Núria Miret-Roig
Department of Astrophysics, University of Vienna
Vienna, Austria
Tel: +43 1427753845
E-mail: nuria.miret.roig@univie.ac.at

Hervé Bouy
Laboratoire d'Astrophysique de Bordeaux, Université de Bordeaux
Pessac, France
Tel: +33 5 40 00 32 94
E-mail: herve.bouy@u-bordeaux.fr

Bárbara Ferreira
ESO Media Manager
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6670
Mobil: +49 151 241 664 00
E-mail: press@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso2120 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.