Pressemeddelelse

Den Mørke Ulv er årets Halloween-billede fra ESO

31. oktober 2024

I anledning af Halloween har European Southern Observatory (ESO) udsendt dette forskrækkelige billede af en mørk tåge, som ser ud som en ulvesilhouet med Universets farver som baggrund. Tågen har meget passende kælenavnet Dark Wolf Nebula, og den er her snuppet i forbifarten i et billede bestående af 283 millioner pixels med VLT Suvey Telescope (VST) ved ESOs Paranalobservatorium i Chile.

Dark Wolf Nebula befinder sig i stjernebilledet Skorpionen i retning af centrum af Mælkevejen, og omkring 5300 lysår fra Jorden. Billedet her fylder, hvad der svarer til fire fuldmåner på himmelhvælvingen, men det er en del af en meget større tåge, som kaldes Gum 55. Tør man at se nøjere efter er ulven måske endda en varulv, med kløerne udstrakt efter en eller anden uskyldig astronom, som sidder alene i mørket...

Hvis du har troet, at mørke er det samme som tomt rum, så tænk om igen. I mørket gemmer sig mørke tåger, som er kolde skyer af kosmisk støv, og som er så tætte, at de skygger for lyset fra stjerner og andre objekter bag dem. Som navnet antyder, udsender de ikke synligt lys, sådan som andre tåger gør det. Støvkornene i de mørke tåger opsnapper det synlige lys, og lader kun  stråling med længere bølgelængder, som for eksempel det infrarøde lys fra et rødglødende ulveøje slippe forbi. Astronomerne studerer disse skyer af frosset støv ivrigt, fordi de ofte har slugt nye stjerner, som er under dannelse.

Vi kan selvfølgelig kun se ulvens spøgelsesagtige figur på himlen fordi den står i kontrast til den lysende baggrund. På billedet ser man i detaljer, hvordan den mørke ulveskikkelse står frem foran de lysende skyer med stjernedannelse bag den. De farverige skyer består mest af hydrogengas, og de lyser i rødlige farvenuancer fordi gasserne bliver eksiterede af den intense ultraviolette stråling fra de nyfødte stjerner, som skræmte gemmer sig i det indre.

Nogle af de mørke tåger, som for eksempel Kulsækken, kan ses med det blotte øje– og de spiller en nøglerolle i, hvordan nogle af de oprindelige kulturer fortolker stjernehimlen [1] – men sådan er det ikke med tågen Dark Wolf Nebula. Billedet her er optaget og sammensat af data, som er indfanget med VLT Survey Telescope, som ejes af the National Institute for Astrophysics in Italy (INAF), og som har til huse på ESOs  Paranal Observatory i Chiles Atacamaørken. Det teleskop har et specialdesignet kamera, som kan kortlægge den sydlige himmelhalvkugle i synligt lys.

Billedet er kombineret af enkeltbilleder, som er optaget på forskellige tidspunkter, og med filtre, som hver for sig lader forskellige farver slippe igennem. Billederne er alle sammen optaget som en del af projektet  VST Photometric Hα Survey of the Southern Galactic Plane and Bulge (VPHAS+), som omfatter omkring 500 millioner objekter i vores Mælkevej. Den slags oversigtsprojekter hjælper forskerne til bedre at forstå stjernernes dannelse og udvikling i vores egen galakse, Mælkevejen, og de data, som indhøstes ligger offentligt tilgængelige via  ESO science portal. En mørk og stormfuld ledig aften kan du selv gå på jagt i denne skatkiste af viden efter flere underlige væsener i himlens skumle afkroge.

Noter

[1] Mapuche–folket i Chiles centrale og sydlige dele kalder Kulsækken for ‘pozoko’ (brønden), og inkaerne kaldte den ‘yutu’ (en agerhønelignende fugl).

Mere information

ESO er den fremmeste fællesnationale astronomiorganisation i Europa, og verdens langt mest produktive jordbaserede astronomiske observatorium. 16 lande er med i ESO: Belgien, Brazilien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig, og desuden værtsnationen Chile. ESO har et ambitiøst program, som gør det muligt for astronomer at gøre vigtige videnskabelige opdagelser. Programmet har focus på design, konstruktion og drift af stærke jordbaserede observatorier. Desuden har ESO en ledende rolle i formidling og organisering af samarbejde omkring astronomisk forskning. ESO driver tre enestående observatorier i verdensklasse i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO VLT, Very Large Telescope, som er verdens mest avancerede observatorium for synligt lys, samt to oversigtsteleskoper. VISTA, som observerer i infrarødt, er verdens største oversigtsteleskop, og VLT Survey Teleskopet er det største teleskop bygget til at overvåge himlen i synligt lys. ESO er en af de største partnere i ALMA, som er det største eksisterende astronomiprojekt. For tiden bygges ELT, et 39 m optisk og nærinfrarødt teleskop på Cerro Armazones, tæt ved Paranal. Det bliver "verdens største himmeløje". Fra vore kontorer i Santiago, Chile understøtter vi vore aktiviteter i landet, og samarbejder med vore chilenske partnere og samfundet i sin helhed.

Links

Kontakter

Juan Carlos Muñoz Mateos
ESO Media Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6176
E-mail: jmunoz@eso.org

Bárbara Ferreira
ESO Media Manager
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6670
Mobil: +49 151 241 664 00
E-mail: press@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso2416 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso2416da
Navn:Dark Wolf Nebula
Type:Milky Way : Nebula : Type : Star Formation
Facility:VLT Survey Telescope

Billeder

Dark Wolf Nebula
Dark Wolf Nebula
Highlights i tågen Dark Wolf Nebula
Highlights i tågen Dark Wolf Nebula
Dark Wolf Nebula i stjernebillede Skorpionen
Dark Wolf Nebula i stjernebillede Skorpionen

Videoer

Panorering hen over Dark Wolf Nebula
Panorering hen over Dark Wolf Nebula