Pressemeddelelse

ALMA viser det smukke resultat af en stjernekamp

5. februar 2020

Astronomer har ved brug af ALMA (Atacama Large Millimeter/submillimeter Array), der har ESO som partner, opdaget en særegen gassky. Den er resultatet af en konfrontation mellem to stjerner, hvor den ene stjerne blev så stor, at den opslugte den anden. Den mindre stjerne reagerede ved at cirkulere mod kernen af den større stjerne, som herved blev provokeret til at kaste sine ydre lag af sig.

Ligesom mennesker ændrer stjerner sig med alderen, før de til sidst dør. Solen - og stjerner som den - vil med tiden brænde al hydrogen i sin kerne af, svulme op og blive til en stor og lys rød kæmpe. Til sidst mister den døende stjerne de ydre lag, og tilbage er kun kernen: en varm og tæt stjerne, der kaldes en hvid dværg.

”Stjernesystemet HD101584 er særligt i den forstand, at denne ‘dødsproces’ blev afsluttet for tidligt og på en dramatisk måde, da en nærliggende partnerstjerne blev opslugt af kæmpen”, forklarer Hans Olofsson fra Chalmars University of Technology i Sverige. Han står bag et nyligt studie, som handler om dette spændende objekt, og hans forskning er offentliggjort i Astronomy & Astrophysics.

På grund af de nye observationer med ALMA, suppleret med data fra det ESO-styrede Atacama Pathfinder Experiment (APEX), ved Olofsson og hans forskerhold nu, at det, der skete i dobbeltstjernesystemet HD101584, lignede en stjernekamp. Da den største stjerne blev til en rød kæmpe, voksede den sig stor nok til at sluge den mindre, nærliggende stjerne. Som modsvar cirkulerede den mindre stjerne ind mod kæmpens kerne, men uden at støde ind i den. I stedet fremprovokerede denne manøvre et udbrud hos den røde kæmpe, hvilket resulterede i spredte gaslag og en blottet kerne.

Forskerholdet mener, at den komplekse gasstruktur i HD101584-stjernetågen skyldes den mindre stjernes bevægelser mod den røde kæmpe, samt de jetstråler der dannedes i processen. Disse gav nådesstødet til de allerede besejrede og bortkastede gaslag, hvorved de observerede gasringe samt rødlige og blålige klumper i stjernetågen blev dannet.

Stjernekampe kan hjælpe astronomer til at forstå den endelige udvikling af stjerner som Solen. ”Vi kan beskrive dødsprocessen, som er fælles for mange stjerner, der ligner Solen, men vi kan ikke forklare, hvorfor eller præcis hvordan processerne sker. HD101584 giver os vigtige ledetråde til at løse gåden, eftersom stjernesystemet for tiden er i en kort overgangsfase mellem mere velkendte udviklingsstadier. Med detaljerede billeder af HD101584’s miljø kan vi finde en forbindelse mellem den kæmpestjerne, den store stjerne var før, og den stjernerest, den snart bliver”, siger medforfatter Sofia Ramstedt fra Uppsala University i Sverige.

Medforfatter Elizabeth Humphreys fra ESO i Chile fremhæver, at ALMA og APEX, som ligger i landets Atacama-region, var afgørende for at holdet kunne undersøge ”både fysikken og kemien i aktion” i gasskyen. ”Dette betagende billede af HD101584’s omkringliggende miljø kunne ikke være fanget uden den særlige følsomhed og vinkelopløsning, ALMA leverede”, siger hun.

Mens nuværende teleskoper tillader astronomer at studere gassen omkring dobbeltstjernen, er de to stjerner i centrum af den komplekse stjernetåge for tæt på hinanden og for langt væk til at kunne adskilles på observationer. ESO’s Extremely Large Telescope, som er under konstruktion i Chile’s Atacama-ørken, ”vil give information om ’hjertet’ af objektet”, siger Olofsson, og det tillader astronomer at se nærmere på det kæmpende par.

Mere information

Forskningsresultaterne er offentliggjort i Astronomy & Astrophysics. Forskerholdet består af H. Olofsson (Department of Space, Earth and Environment, Chalmers University of Technology, Onsala Space Observatory, Sverige [Chalmers]), T. Khouri (Chalmers), M. Maercker (Chalmers), P. Bergman (Chalmers), L. Doan (Department of Physics and Astronomy, Uppsala University, Sverige [Uppsala]), D. Tafoya (National Astronomical Observatory of Japan), W. H. T. Vlemmings (Chalmers), E. M. L. Humphreys (European Southern Observatory [ESO], Garching, Germany), M. Lindqvist (Chalmers), L. Nyman (ESO, Santiago, Chile), og S. Ramstedt (Uppsala).

ALMA (the Atacama Large Millimeter/submillimeter Array) er et internationalt samarbejde mellem ESO, det amerikanske U.S. National Science Foundation (NSF), National Institutes of Natural Sciences (NINS) i Japan og Chile. ALMA er finansieret af ESO på vegne af organisationens medlemslande, af NSF i samarbejde med canadiske National Research Council (NRC) og National Science Council (NSC) i Taiwan og af NINS i samarbejde med Academia Sinica (AS) i Taiwan og Korea Astronomy and Space Science Institute (KASI). Bygningen og driften af ALMA ledes af ESO på vegne af medlemslandene; af National Radio Astronomy Observatory (NRAO), som styres af Associated Universities, Inc. (AUI), på vegne af Nordamerika; og af National Astronomical Observatory of Japan (NAOJ) på vegne af Østasien. Joint ALMA Observatory (JAO) star for den samlede ledelse af konstruktion, opstart og drift af ALMA.

ESO er den fremmeste fællesnationale astronomiorganisation i Europa, og verdens langt mest produktive jordbaserede astronomiske observatorium. 16 lande er med i ESO: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Irland, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig, og desuden værtsnationen Chile. Australien er med som strategisk partner. ESO har et ambitiøst program, som gør det muligt for astronomer at gøre vigtige videnskabelige opdagelser. Programmet har fokus på design, konstruktion og drift af stærke jordbaserede observatorier. Desuden har ESO en ledende rolle i formidling og organisering af samarbejde omkring astronomisk forskning. ESO driver tre enestående observatorier i verdensklasse i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO VLT, Very Large Telescope, som er verdens mest avancerede observatorium for synligt lys, samt to oversigtsteleskoper. VISTA, som observerer i infrarødt, er verdens største oversigtsteleskop, og VLT Survey Teleskopet er det største teleskop bygget til at overvåge himlen i synligt lys. ESO er en af de største partnere i ALMA, som er det største eksisterende astronomiprojekt. For tiden bygges ELT, et 39 m optisk og nærinfrarødt teleskop på Cerro Armazones, tæt ved Paranal. Det bliver "verdens største himmeløje".

Links

Kontakter

Hans Olofsson
Chalmers University of Technology
Onsala, Sweden
Tel: +46 31 772 5535
E-mail: hans.olofsson@chalmers.se

Elizabeth Humphreys
European Southern Observatory (ESO)
Santiago, Chile
Tel: +56 2 2463 6912
E-mail: ehumphre@eso.org

Sofia Ramstedt
Uppsala University
Uppsala, Sweden
Tel: +46 18 471 5970
E-mail: sofia.ramstedt@physics.uu.se

Bárbara Ferreira
ESO Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6670
Mobil: +49 151 241 664 00
E-mail: pio@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso2002 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso2002da
Navn:HD101584
Type:Milky Way : Star : Evolutionary Stage : Red Giant
Milky Way : Star : Grouping : Binary
Facility:Atacama Large Millimeter/submillimeter Array
Science data:2019A&A...623A.153O

Billeder

ALMA-billede af HD101584
ALMA-billede af HD101584
Location of HD101584 in the constellation of Centaurus
Location of HD101584 in the constellation of Centaurus
tekst kun tilgængelig på engelsk
Wide-field view of the region of the sky where HD101584 is located
Wide-field view of the region of the sky where HD101584 is located
tekst kun tilgængelig på engelsk

Videoer

ESOcast 216 Light: ALMA Catches Beautiful Outcome of Stellar Fight
ESOcast 216 Light: ALMA Catches Beautiful Outcome of Stellar Fight
tekst kun tilgængelig på engelsk
Zooming into HD101584
Zooming into HD101584
tekst kun tilgængelig på engelsk