Pressemeddelelse
Støbningen af ELTs sekundærspejl lykkedes
Største spejlstøbning af et konvekst spejl nogensinde
22. maj 2017
Støbningen af sekundærspejlet til ESOs Extremely Large Telescope (ELT) er færdig hos SCHOTT i Mainz i Tyskland. Det færdige spejl bliver 4,2 meter i diameter, og det vil veje 3,5 tons. Det er det største sekundærspejl, som nogensinde er planlagt til et teleskop, og det bliver også det største konvekse teleskopspejl nogensinde.
ESOs 39-meter Extremely Large Telescope bliver det største teleskop af sin slags, når det er klar til brug i 2024. Med støbningen af sekundærspejlet (M2) er endnu en milepæl nået. Sekundærspejlet her er større end primærspejlet i mange af de nuværende store forskningsteleskoper.
Spejlskiven, som nu er støbt er den blok materiale - i dette tilfælde af Zerodur® glass-ceramic [1] - som så bliver slebet og poleret til det ender med at blive et brugbart spejl. I januar 2017 gav ESO firmaet SCHOTT kontrakten for fremstillingen af M2 spejlskiven (eso1704). ESO har haft et godt samarbejde med SCHOTT, som også har fremstillet 8,2 meter hovedspejlene til ESOs Very Large Telescope på Paranal Observatoriet (ann12015). SCHOT er kendt som producent af fremragende astronomiske produkter med en meget høj standard, blandt andet de spejlskiver, som skal udgøre de tynde bøjelige spejle, som kommer til at udgøre ELTs fjerde spejl M4 (ann15055), og samme firma skal også levere spejlskiven til det tredje spejl M3.
Nu skal spejlskiven til sekundærspejlet køles meget langsomt ned, det skal grovslibes og varmebehandles i løbet af det næste år. Derefter er det klar til at blive slebet og poleret. Det er det franske firma Safran Reosc, som kommer til at udføre den del af opgaven, samt de videre tests (ann16045). Spejlet får en nøjagtighed i overfladen på 15 nanometer (det er en 15-milliontedel af en millimeter) over hele overfladen.
Det færdige M2-spejl bliver installeret, så det kommer til at hænge med spejlsiden nedad over teleskopets enorme primærspejl, og det bliver nummer to stedet, som lyset fra himmelobjekterne rammer, inden det bliver sendt videre til ELTs nye optiske system med fem spejle i alt. Spejlet er meget krumt, og det er asfærisk, og fremstilling og afprøvning er en meget krævende opgave.
Noter
[1] Det glaskeramiske materiale Zerodur® blev oprindeligt udviklet til astronomiske teleskoper sent i 1960'erne. Det har næsten ingen varmeudvidelse, selv under store temperaturudsving, det er kemisk meget stabilt, og det kan poleres til meget høj nøjagtighed. Der er mange teleskoper med Zerodur®-spejle, som har fungeret i årtier; her iblandt ESOs Very Large Telescope i Chile.
Links
- SCHOTT website
- Safran Reosc
- ELT website
Kontakter
Marc Cayrel
ESO
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6685
E-mail: mcayrel@eso.org
Richard Hook
ESO Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Mobil: +49 151 1537 3591
E-mail: rhook@eso.org
Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk
og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org
Om pressemeddelelsen
Pressemeddelelse nr.: | eso1715da |
Navn: | Extremely Large Telescope |
Type: | Unspecified : Technology |
Facility: | Extremely Large Telescope |