Pressemeddelelse

Festfyrværkeri i Orion

ALMA finder spor af vild stjernedannelse

7. april 2017

Som oftest forbinder vi stjerneeksplosioner med supernovaer - de tunge stjerners voldsomme dødskramper. Nye ALMA-observationer giver viden om eksplosioner også i den anden ende af stjernernes udvikling, nemlig ved deres fødsel. Det, som her på billederne ligner et himmelsk fyrværkeri, har vist sig at være sprængstykker fra fødslen af en gruppe tunge stjerner. Stjernernes dannelse kan altså også være en voldsom eksplosiv proces.

1350 lysår borte, i stjernebilledet Orion, finder vi en veritabel fabrik, som producerer store mængder af nye stjerner, det, som kaldes Orion Molecular Cloud 1 (OMC-1). Det er en del af vinternætternes berømte Oriontåge. Stjerner dannes når en sky af gasarter, som kan være flere hundrede gange tungere end vores egen Sol, begynder at kollapse under dens egen vægt, eller tyngdekraft. I de tætteste områder i skyen tænder protostjerner, og de begynder at bevæge sig tilfældigt rundt i skyen. I tidens løb begynder nogle af stjernerne så at drive ind imod det fælles massemidtpunkt for skyen, hvor der som oftest i forvejen befinder sig en særligt stor protostjerne. Hvis stjernerne passerer hinanden her, før de har mulighed for at slippe ud af barnekammeret, kan der ske voldsomme ting.

For omkring 100 000 år siden begyndte en række protostjerner at blive dannet dybt inde i OMC-1. Tyngdekraften trak dem ind imod hinanden med stadigt stigende hastighed, indtil for 500 år siden, hvor to af den endelig stødte ind i hinanden. Astronomerne er ikke sikre på, om de de ramte lige på, eller om de blot strejfede hinanden, men uanset, så udløste kontakten en voldsom eksplosion, som puffede til andre protostjerner i nærheden, og som spyede hundredevis at enorme stråler af gas og støv ud i det interstellare rum med over 150 kilometer i sekundet. Hændelsen udløste lige så meget energi, som Solen udsender i løbet af 10 millioner år.

Så spoler vi lige hurtigt 500 år frem i tiden, til nu, hvor et hold astronomer under ledelse af John Bally (University of Colorado, USA) har brugt Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) til at kigge ind i hjertet af molekylskyen. Forskerne fandt det stof, som er slynget ud ved denne voldsomme fødselsproces for de unge tunge stjerner, og det ligner fyrværkeri i kosmisk udgave, hvor enorme strømme stråler ud i alle retninger.

Sporene af disse eksplosioner er forholdsvis kortlivede, mener forskerne. De vil kun være synlige i få århundreder, men selvom de er flygtige i astronomiske tidssammenhænge, så kan det godt være, at disse protostjerneeksplosioner er relativt hyppige. Det kan endda være, at de medvirker til at regulere den hastighed, hvormed stjerner dannes i disse store molekylskyer, fordi de forstyrrer eller ligefrem ødelægger den oprindelige sky af støv og gasarter.

Første gang forskerne fik nys om eksplosionen inde i OMC-1 var med teleskopanlægget Submillimeter Array på Hawaii i 2009. Bally og resten af forskerholdet observerede også objektet i nær-infrarødt lys med Gemini South teleskopet i Chile, og her fik man øje på de bemærkelsesværdige stråler, som strækker sig næsten et lysår ud fra centeret.

De nye ALMA-billeder viser eksplosionen i høj detalje, og på dem kan man se fordelingen og hastighederne af den  carbon monoxid (CO) gas, som er inde i strålerne. Bedre opløsning hjælper forskerne til bedre at forstå, hvad der ligger bag selve eksplosionen fysisk set, og hvad den slags hændelser betyder for teorierne om stjernedannelse andre steder i vores Mælkevej og i andre galakser.

Mere information

ESO er den fremmeste fællesnationale astronomiorganisation i Europa, og verdens langt mest produktive jordbaserede astronomiske observatorium. 16 lande er med i ESO: Belgien, Brazilien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig, og desuden værtsnationen Chile. ESO har et ambitiøst program, som gør det muligt for astronomer at gøre vigtige videnskabelige opdagelser. Programmet har focus på design, konstruktion og drift af stærke jordbaserede observatorier. Desuden har ESO en ledende rolle i formidling og organisering af samarbejde omkring astronomisk forskning. ESO driver tre enestående observatorier i verdensklasse i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO VLT, Very Large Telescope, som er verdens mest avancerede observatorium for synligt lys, samt to oversigtsteleskoper. VISTA, som observerer i infrarødt, er verdens største oversigtsteleskop, og VLT Survey Teleskopet er det største teleskop bygget til at overvåge himlen i synligt lys. ESO er en af de største partnere i ALMA, som er det største eksisterende astronomiprojekt. For tiden bygges E-ELT, et 39 m optisk og nærinfrarødt teleskop på Cerro Armazones, tæt ved Paranal. Det bliver "verdens største himmeløje".

ALMA, Atacama Large Millimeter/submillimeter Array, er et internationalt astronomisk observatorium, med ESO, US National Science Foundation (NSF) og National Institutes of Natural Sciences (NINS) i Japan i samarbejde med Chile. ALMAs finansieres af ESO (Det europæiske sydobservatorium), NSF i samarbejde med Canadas National Research Council og National Science Council i Taiwan, og af NINS i samarbejde med Academia Sinica i Taiwan og Korea Astronomy and Space Science Institute (KASI).

Opbygning og drift af ALMA styres af ESO på vegne af medlemstaterne, af National Radio Observatory ved Associated Universities, Inc. på vegne af Nordamerika og af National Astronomical Observatory i Japan på vegne af Østasien. Organisationen Joint ALMA Observatory, JAO står for den fælles ledelse og styring af konstruktion og drift af ALMA.

Links

Kontakter

John Bally
University of Colorado, USA
E-mail: john.bally@Colorado.EDU

Richard Hook
ESO Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Mobil: +49 151 1537 3591
E-mail: rhook@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1711 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1711da
Navn:OMC, Orion Molecular Cloud
Type:Milky Way : Nebula : Type : Star Formation
Facility:Atacama Large Millimeter/submillimeter Array
Science data:2017ApJ...837...60B

Billeder

ALMA ser en stjerneeksplosion i Orion I
ALMA ser en stjerneeksplosion i Orion I
ALMA ser en stjerneeksplosion i Orion II
ALMA ser en stjerneeksplosion i Orion II
ALMA og VLT ser en eksplosion i Orion
ALMA og VLT ser en eksplosion i Orion

Videoer

ESOcast 102 Light: Dramatisk stjernefyrværkeri
ESOcast 102 Light: Dramatisk stjernefyrværkeri
Zoom ind på en eksplosion i Orion
Zoom ind på en eksplosion i Orion
Sammenligning imellem optagelser fra ALMA og VLT, som viser eksplosionen i Orion
Sammenligning imellem optagelser fra ALMA og VLT, som viser eksplosionen i Orion