Pressemeddelelse

Jupiter afventer hustruens ankomst

Få dage før rumsonden Juno når frem til Jupiter viser VLT helt fantastiske billeder

27. juni 2016

Kort før NASAs rumfartøj Juno når frem til planeten Jupiter har ESOs Very Large Telescope været i brug for at levere fremragende nye infrarød-billeder af planeten. Der er en kampagne igang for at kortlægge planeten i høj opløsning til supplement for de optagelser, som rumsonden kommer til at levere i de kommende måneder. Målet er bedre at forstå forholdene på gaskæmpen inden Juno ankommer.

De nye billeder er optaget med instrumentet VISIR påESOs Very Large Telescope, og de vil hjælpe med til bedre at forstå forholdene i Jupiters atmosfære op til ankomsten af NASAs Juno rumsonde [1] i Juli. Forskerholdet bag billederne er under ledelse af Leigh Fletcher fra University of Leicester i United Kingdom. Billederne bliver offentliggjort ved et møde i Royal Astronomical Society ved National Astronomy Meeting i Nottingham.

Der bliver brugt flere forskellige teleskoper i denne observationskampagne. Det er teleskoper på Hawaii, i Chile og hos flere amatørastronomer over hele Verden. Kortlægningsoptagelserne giver ikke blot snapshots af planeten; de viser også hvordan Jupiters atmosfære ændrer sig i månederne op til Junos ankomst.

Rumsonden Juno blev opsendt i 2011, og den har rejst næsten 3 000 millioner kilometer undervejs til Jupitersystemet. Fordelen ved at bruge rumsonder er, at teleskoperne ombord ikke er påvirket af de samme begrænsninger som teleskoper på Jordoverfladen har. Derfor er det måske underligt, at der er lagt så stor vægt på denne jordbaserede observationskampagne.

Leigh Fletcher forklarer baggrunden: "Disse kort hjælper os med at forberede os på, hvad Juno kommer til at observere i de kommende måneder. Observationer i forskellige bølgelængder i det infrarøde område vil give os et tredimensionelt billede af, hvordan energi og stof transporteres op igennem planetatmosfæren."

For jordbaserede teleskoper er det en af de største udfordringer at få skarpe billeder igennem Jordens hele tiden vekslende atmosfære. Det nye billede, som viser Jupiters egen turbulente atmosfære, hvor de kolde gasskyer danner bølgemønstre, er muliggjort med en teknik, som kaldes Lucky Imaging. Man tager en lang række meget korte optagelser af Jupiter med VISIR, så man har tusindvis af individuelle optagelser. Lige netop de heldige enkeltbilleder som er mindst påvirkede af jordatmosfæren bliver så udvalgt, og resten bliver kasseret. De udvalgte billeder bliver sammenjusteret og lagt oven i hinanden, og resultatet bliver så helt fantastisk skarpe billeder, som for eksempel dette nye.

Glenn Orton, som leder den jordbaserede kampagne til støtte for Juno-missionen fortæller lidt mere om, hvorfor disse observationer fra Jorden er så vigtige: "Samarbejdet imellem et internationalt hold af amatører og professionelle har givet os et helt utroligt rigt sæt data igennem de sidste otte måneder. Sammen med de nye resultater fra Juno vil særligt VISIR-datasættet give forskerne mulighed for at beskrive temperaturvariationerne i Jupiters skydække, og også fordelingen af de forskellige gasarter."

Vel vidende, at Juno-missionen vil give med spænding forventede nye afsløringer om kæmpeplaneten Jupiter, er vejen til alt det nye altså brolagt med solide jordbaserede observationer.

Noter

[1] Juno rumsonden er navngivet efter guden Jupiters hustro. Ganske som planeten havde Jupiter for vane at hylde sig i skyer for at skjule sine mange eskapader for sin hustru, men Juno kunne altid gennemskue ham, og afsløre hans svagheder, især for unge piger og drenge. Månerne omkring Jupiter er navngivet efter nogle af hans erobringer - og der er stadig masser af ubrugte navne til fremtidige opdagelser af nye måner!

Mere information

ESO er den fremmeste fællesnationale astronomiorganisation i Europa, og verdens langt mest produktive jordbaserede astronomiske observatorium. 16 lande er med i ESO: Belgien, Brazilien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig, og desuden værtsnationen Chile. ESO har et ambitiøst program, som gør det muligt for astronomer at gøre vigtige videnskabelige opdagelser. Programmet har focus på design, konstruktion og drift af stærke jordbaserede observatorier. Desuden har ESO en ledende rolle i formidling og organisering af samarbejde omkring astronomisk forskning. ESO driver tre enestående observatorier i verdensklasse i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO VLT, Very Large Telescope, som er verdens mest avancerede observatorium for synligt lys, samt to oversigtsteleskoper. VISTA, som observerer i infrarødt, er verdens største oversigtsteleskop, og VLT Survey Teleskopet er det største teleskop bygget til at overvåge himlen i synligt lys. ESO er en af de største partnere i ALMA, som er det største eksisterende astronomiprojekt. For tiden bygges E-ELT, et 39 m optisk og nærinfrarødt teleskop på Cerro Armazones, tæt ved Paranal. Det bliver "verdens største himmeløje".

Links

Kontakter

Ole J. Knudsen
ESON-Danmark Stellar Astrophysics Centre Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: 8715 5597
Mobil: 4059 5420
Email: eson-denmark@eso.org

Leigh Fletcher
University of Leicester
United Kingdom
Tel: +44 116 252 3585
Email: leigh.fletcher@leicester.ac.uk

Richard Hook
ESO Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Mobil: +49 151 1537 3591
Email: rhook@eso.org

Robert Massey
Deputy Executive Director, Royal Astronomical Society
United Kingdom
Tel: +44 (0)20 7292 3979
Email: rm@ras.org.uk

Anita Heward
Royal Astronomical Society
Mobil: +44 (0)7756 034 243
Email: anitaheward@btinternet.com

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1623 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1623da
Navn:Jupiter
Type:Solar System : Planet
Facility:Very Large Telescope
Instruments:VISIR

Billeder

Jupiter afbildet med instrumentet VISIR på VLT
Jupiter afbildet med instrumentet VISIR på VLT
Jupiters to ansigter
Jupiters to ansigter
Sammenligning af billeder af Jupiter fra VISIR og i synligt lys
Sammenligning af billeder af Jupiter fra VISIR og i synligt lys

Videoer

Video af Jupiter optaget med på VLT
Video af Jupiter optaget med på VLT