Pressemeddelelse

Ældre stjerner er godt støvede

VLTI har haft de stærke briller på, og har fundet støvskiver omkring gamle stjerner, ligesom dem, vi kender omkring de helt unge stjerner

9. marts 2016

En gammel stjerne er afsløret med en ring af støv omkring sig, og nu kan vi for første gang sammenligne med de støvskiver, som omgiver de helt unge, nydannede stjerner - og der er overraskende store ligheder. Det kunne endda se ud til, at der i sådan en nydannet skive omkring en gammel stjerne kan ske en ny generation af planetdannelse.
Det er med VLTI (Very Large Telescope Interferometer) på ESOs Paranalobservatorium i Chile, at det er lykkedes at optage det hidtil skarpeste billede af en støvskive omkring en gammel stjerne.

Der er mange unge stjerner tæt på os, så vi har et godt overblik over forholdene i deres skiver, men i vores nabolag er der ingen af de gamle stjerner med skiver tæt nok på os til, at vi kan studere dem i detaljer.

Nu har det helt ændret sig. Med udnyttelsen af hele effekten fra VLTI (Very Large Telescope Interferometer) på ESOs Paranalobservatorium i Chile, med instrumentet PIONIER og med den nys opgraderede RAPID detektor har et hold astronomer under ledelse af Michel Hillen og Hans Van Winckel fra Instituut voor Sterrenkunde i Leuven, Belgien oplevet et gennembrud.

Målet for observationerne var den gamle dobbeltstjerne IRAS 08544-4431 [1], som ligger omkring 4.000 lysår fra Jorden, i retning af det sydlige stjernebillede Vela - Sejlet. Dobbeltstjernen består af en rød kæmpestjerne, som har spyet materiale omkring sig og har dannet en støvskive, og så en yngre, mere normal stjerne i tæt kredsløb om den gamle.

Jacques Kluska, som er holdleder fra Exeter University i England, forklarer: "Ved at kombinere lyset fra adskillige teleskoper i VLTI, har vi fået et billede frem, som er umådeligt skarpt - svarende til hvad man ville se med et teleskop med en diameter på 150 meter. Opløsningen er så fin, at vi til sammenligning ville kunne se størrelse og facon på en euromønt i en afstand af to tusinde kilometer."

Takket være den helt uhørte skarphed[2] med VLTI, og en ny billedbehandlingsteknik, som kan fjerne den centrale stjerne fra billedet, har holdet kunnet dissekere alle byggestenene i systemet IRAS 08544-4431 for første gang.

Det, som er mest fremherskende på billedet er den fint opløste ring. Den indre rand af støvringen, som i disse observationer ses for første gang, passer meget fint med det, vi forventer for støvskiver: tæt på stjernen vil støvet fordampe på grund af den voldsomme stråling fra stjernen.

"Vi var også overraskede over at finde et svagere skær, som sandsynligvis stammer fra en lille skive omkring ledsagestjernen. Vi vidste, at der er tale om en dobbeltstjerne, men vi havde ikke ventet at se ledsageren direkte. Det er helt klart takket være det spring i ydeevne, som er sket med opgraderingen af PIONIER-detektoren, at vi nu er istand til at se de indre dele af dette fjerne system," tilføjer hovedforfatteren Michel Hillen.

Holdet har fundet ud af, at skiverne omkring gamle stjerner meget ligner de skiver, hvor der foregår planetdannelse omkring helt unge stjerner. Det kan endnu ikke afgøres sikkert, men det er spændende mulighed, om det faktisk kan lade sig gøre, at få dannet et nyt sæt planeter omkring disse gamle stjerner.

"Vore observationer og vore modelberegninger giver nye muligheder for at studere sådanne skivers fysik, og udviklingen i dobbeltstjerner. For første gang kan vi observere den indviklede vekselvirkning imellem tætte binære stjerner og deres støvede omgivelser både i tid og rum, " slutter Hans Van Winckel.

Noter

[1] Objektets navn afslører, at det er en infrarødkilde på himlen. Betegnelsen stammer fra det katalog, som blev udsendt på grundlag af observationer med IRAS-satellitten i 1980'erne.

[2] Opløsningsevnen med VLTI hvor kun de fire hjælpeteleskoper er brugt, er omkring et millibueskund (1/1000 af 1/3600 af en grad).

Mere information

Forskningsresultaterne offentliggøres i en artikel med titlen “Imaging the dust sublimation front of a circumbinary disk”, af M. Hillen et al., som "letter" i tidsskriftet Astronomy & Astrophysics.

Holdet består af M. Hillen (Instituut voor Sterrenkunde, Leuven, Belgien), J. Kluska (University of Exeter, Exeter, United Kingdom), J.-B. Le Bouquin (UJF-Grenoble 1/CNRS-INSU, Institut de Planétologie et d’Astrophysique de Grenoble, Frankrig), H. Van Winckel (Instituut voor Sterrenkunde, Leuven, Belgien), J.-P. Berger (ESO, Garching, Tyskland), D. Kamath (Instituut voor Sterrenkunde, Leuven, Belgien) and V. Bujarrabal (Observatorio Astronómico Nacional, Alcalá de Henares, Spanien).

ESO er den fremmeste fællesnationale astronomiorganisation i Europa, og verdens langt mest produktive jordbaserede astronomiske observatorium. 16 lande er med i ESO: Belgien, Brazilien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig, og desuden værtsnationen Chile. ESO har et ambitiøst program, som gør det muligt for astronomer at gøre vigtige videnskabelige opdagelser. Programmet har focus på design, konstruktion og drift af stærke jordbaserede observatorier. Desuden har ESO en ledende rolle i formidling og organisering af samarbejde omkring astronomisk forskning. ESO driver tre enestående observatorier i verdensklasse i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO VLT, Very Large Telescope, som er verdens mest avancerede observatorium for synligt lys, samt to oversigtsteleskoper. VISTA, som observerer i infrarødt, er verdens største oversigtsteleskop, og VLT Survey Teleskopet er det største teleskop bygget til at overvåge himlen i synligt lys. ESO er en af de største partnere i ALMA, som er det største eksisterende astronomiprojekt. For tiden bygges E-ELT, et 39 m optisk og nærinfrarødt teleskop på Cerro Armazones, tæt ved Paranal. Det bliver "verdens største himmeløje".

Links

Kontakter

Hans Van Winckel
Instituut voor Sterrenkunde
KU Leuven, Belgium
Tel: +32 16 32 70 32
E-mail: Hans.VanWinckel@ster.kuleuven.be

Richard Hook
ESO Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Mobil: +49 151 1537 3591
E-mail: rhook@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1608 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1608da
Navn:IRAS 08544-4431
Type:Milky Way : Star : Circumstellar Material : Disk
Facility:Very Large Telescope Interferometer
Instruments:PIONIER
Science data:2016A&A...588L...1H

Billeder

Støvringen omkring den aldrende dobbeltstjerne IRAS 08544-4431
Støvringen omkring den aldrende dobbeltstjerne IRAS 08544-4431
Støvringen omkring den aldrende dobbeltstjerne IRAS 08544-4431 2
Støvringen omkring den aldrende dobbeltstjerne IRAS 08544-4431 2
Den aldrende dobbeltstjerne IRAS 08544-4431 i stjernebilledet Vela
Den aldrende dobbeltstjerne IRAS 08544-4431 i stjernebilledet Vela
De rige himmelområder omkring stjernen IRAS 08544-4431
De rige himmelområder omkring stjernen IRAS 08544-4431

Videoer

Zoom ind på dobbeltstjernen IRAS 08544-4431
Zoom ind på dobbeltstjernen IRAS 08544-4431