Pressemeddelelse

Galakse i stjernebilledet Trekanten fotograferet af VST.

6. august 2014

VLT Survey Teleskopet (VST) på ESOs Paranal Observatorium i Chile har optaget et smukt og detaljeret billede af galaksen Messier 33. Galaksen er en spiralgalakse, og den er den næstnærmeste store galakse i Mælkevejens nabolag. M33 er fyldt med klare stjernehobe, og skyer af støv og gasarter. Det nyeste billede er en af de mest detaljerede vidvinkeloptagelser, som nogensinde er optaget af denne galakse. Man kan se de mange glødende røde gasskyer i spiralarmene særligt tydeligt.

Observationerne er foretaget med VLT Survey Teleskopet (VST), som er det senest installerede teleskop på ESOs Paranal Observatorium. VST er verdens største teleskop designet til overvågning af himlen i synligt lys. Teleskopet er resultatet af et samarbejde imellem ESO og Capodimonte Astronomical Observatory (OAC) i Napoli. OAC er nu et forskningscenter under det nyoprettede italienske nationale institut for astrofysik (INAF).

Messier 33 galaksen, som også kendes som NGC 598 befinder sig cirka tre millioner lysår fra os, i det lille stjernebillede Trekanten, og den franske kometjæger Charles Messier observerede den i august 1764. Han gav den nummer 33 i sit berømte katalog over klare tåger og stjernehobe. Messier var dog ikke den første, som lagde mærke til spiralgalaksen. Den sicilianske astronom Giovanni Battista Hodierna noterede hvad der sandsynligvis er den første observation omkring 100 år tidligere.

Selvom Triangulumgalaksen befinder sig på den nordlige del af himlen, kan den lige netop ses fra ESOs Paranal Observatorium i Chile, men den kommer ikke særligt højt på himlen. Dette billede blev optaget med VLT Survey Teleskopet, som er et topmoderne 2,6m oversigtsteleskop med et synsfelt på det dobbelte af fuldmånens diameter. Billedet er sat sammen af mange individuelle optagelser. Nogen af dem er optaget igennem et filter, som kun tillader lyset fra lysende Hydrogen (Brint) at passere. Det er Hydrogen, som gør de røde gasskyer i galaksens spiralarme særligt tydelige.

Kæmpetågen NGC 604 skiller sig ud blandt de mange områder, hvor der dannes nye stjerner i spiralarmene i Messier 33. Tågen har en diameter på næsten 1500 lysår, så det er en af de største emissionståger, som kendes. Den strækker sig over et område, som er 40 gange større end den synlige del af den meget mere berømte, og meget nærmere Oriontåge.

Triangulumgalaksen er det tredjestørste medlem af den Lokale Galaksehob, som også indeholder Mælkevejen, Andromedagalaksen og omkring 50 andre mindre galakser. På en meget klar og mørk nat kan galaksen lige netop ses med det blotte øje, og den er det fjerneste himmelobjekt, som kan ses uden kikkerter til hjælp. Hvis man er tilstrækkeligt tålmodig, bliver det lettere med tiden at se M33. Galaksen nærmer sig nemlig vores egen mælkevej med omkring 100.000 km i timen.

Ser man nærmere på dette smukke nye billede, kan man ikke blot se mange detaljer i stjernedannelsesområderne i galaksens spiralarme, men man kan også se, at området omkring den er rigt på fjernere galakser, samt myriader af stjerner og lysende områder i selve NGC 598.

Mere information

ESO er den fremmeste fællesnationale astronomiorganisation i Europa, og verdens langt mest produktive jordbaserede astronomiske observatorium. 15 lande er med i ESO: Belgien, Brazilien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. ESO har et ambitiøst program, som gør det muligt for astronomer at gøre vigtige videnskabelige opdagelser. Programmet har focus på design, konstruktion og drift af stærke jordbaserede observatorier. Desuden har ESO en ledende rolle i formidling og organisering af samarbejde omkring astronomisk forskning. ESO driver tre enestående observatorier i verdensklasse i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO VLT, Very Large Telescope, som er verdens mest avancerede observatorium for synligt lys, samt to oversigtsteleskoper. VISTA, som observerer i infrarødt, er verdens største oversigtsteleskop, og VLT Survey Teleskopet er det største teleskop bygget til at overvåge himlen i synligt lys. ESO er Europas partner i ALMA, som er det største eksisterende astronomiprojekt. For tiden planlægges E-ELT, et 39 m optisk og nærinfrarødt teleskop, som bliver "verdens største himmeløje".

Links

Kontakter

Richard Hook
ESO Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Mobil: +49 151 1537 3591
E-mail: rhook@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1424 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1424da
Navn:Messier 33, NGC 598
Type:Local Universe : Galaxy : Type : Spiral
Facility:VLT Survey Telescope
Instruments:OmegaCAM

Billeder

VST tager et meget detaljeret billede af Triangulum Galaksen
VST tager et meget detaljeret billede af Triangulum Galaksen
Messier 33 i stjernebilledet Trianglen på den nordlige stjernehimmel
Messier 33 i stjernebilledet Trianglen på den nordlige stjernehimmel
Wide-field view of the sky around Messier 33
Wide-field view of the sky around Messier 33
tekst kun tilgængelig på engelsk

Videoer

Zooming in on the Triangulum Galaxy
Zooming in on the Triangulum Galaxy
tekst kun tilgængelig på engelsk
A close-up look at the Triangulum Galaxy
A close-up look at the Triangulum Galaxy
tekst kun tilgængelig på engelsk