Pressemeddelelse

En kosmisk Zoo i den Store Magellanske Sky

1. juni 2010

I deres bestræbelser på at forstå universet retter astronomer ofte deres teleskoper mod den Store Magellanske Sky (Large Magellanic Cloud: LMC), der er en af Mælkevejens nærmeste galaksenaboer. I dette spektakulære nye billede fra Wide Field Imager (WFI) på ESO’s La Silla-observatorium i Chile udfolder der sig et himmelsk menageri af forskellige objekter og fænomener i en del af LMC – fra store kuglehobe til rester efter klare supernovaeksplosioner. Denne fascinerende optagelse bidrager med data til en bred vifte af forskningsprojekter, der handler om stjerners liv og død og galaksers udvikling.

Den Store Magellanske Sky (Large Magellanic Cloud: LMC) er kun omkring 160.000 lysår fra Mælkevejen – meget tæt på set på kosmisk skala. Denne nærhed gør den til et meget vigtigt studieobjekt, da den kan undersøges i langt større detalje end de mere fjerntliggende systemer. LMC ligger i stjernebilledet Dorado (Sværdfisken) langt nede på den sydlige himmel og er dermed godt placeret for observationer fra ESO’s observatorier i Chile. Den er en af de galakser, der udgør den lokale gruppe, som omgiver Mælkevejen [1]. Selvom den er enorm på en menneskelig skala, er LMC mere end ti gange lettere end vores galakse og spænder kun over 14.000 lysår, mens Mælkevejen er omkring 100.000 lysår stor. Astronomer kalder den for en irregulær dværggalakse [2]. Dens uregelmæssige udseende kombineret med dens fremtrædende centrale bjælke af stjerner fortæller astronomerne, at tidevands-vekselvirkninger med Mælkevejen og en anden galakse fra den lokale gruppe, den Lille Magellanske Sky, kan have ændret dens form fra en klassisk bjælkespiral til dens nuværende mere kaotiske form.

Dette billede er en mosaik af fire optagelser fra Wide Field Imager på MPG/ESO 2,2 meter teleskopet på La Silla-observatoriet i Chile. Billedet dækker et område på himlen, der er mere end fire gange større end fuldmånen. Kameraets store synsfelt gør det muligt at se mange forskellige objekter i LMC i et enkelt billede, selvom kun en lille del af hele galaksen kan komme med. Snesevis af hobe af unge stjerner kan ses så vel som spor af glødende gasskyer. Et stort antal svage stjerner fylder billedet fra kant til kant og i baggrunden er flere galakser synlige, der ligger langt bagved LMC.

Kuglehobe er samlinger af hundredetusinder til millioner af stjerner bundet sammen af tyngdekraften i en nogenlunde rund form, kun et par lysår på tværs. Mange hobe kredser om Mælkevejen og de fleste er gamle med en alder på mere end ti milliarder år og består hovedsageligt af gamle røde stjerner. LMC har også kuglehobe og en af dem er synlig som en uklar hvid oval samling af stjerner midt i den øverste del af billedet. Det er NGC 1978, der er en usædvanlig tung kuglehob. I modsætning til de fleste andre kuglehobe menes NGC 1978 kun at være 3,5 milliarder år gammel. Tilstedeværelsen af et sådant objekt i LMC får astronomer til at tænke, at der har været aktiv dannelse af stjerner i LMC for kortere tid siden end i Mælkevejen.

Ud over at være et område med kraftig stjernedannelse, har LMC også oplevet mange stjernes spektakulære død i form af klare supernovaeksplosioner. Øverst til højre i billedet ses resterne af en sådan supernova, en underligt formet pjusket sky ved navn DEM L 190, ofte også kaldet N 49. Denne gigantiske sky af glødende gas er den klareste supernovarest i LMC og den er omkring 30 lysår på tværs. I midten af skyen, hvor stjernen engang brændte, ligger nu en magnetar: en neutronstjerne med et meget kraftigt magnetfelt. Det var først i 1979, da satellitter i kredsløb om Jorden opdagede et kraftigt gammaglimt fra dette objekt, at opmærksomheden blev rettet mod de ekstreme egenskaber for denne nye klasse af eksotiske stjerner, der er skabt af supernovaeksplosioner.

Denne del af den Store Magellanske Sky er så tætpakket med stjernehobe og andre objekter, at astronomer kan bruge hele livet på at udforske den. Med så megen aktivitet er det let at se, hvorfor astronomer er så opsatte på at studere de mærkelige væsner i denne himmelske zoologiske have. 

Noter

[1] http://en.wikipedia.org/wiki/Local_Group

[2] http://en.wikipedia.org/wiki/Galaxy_morphological_classification

Mere information

ESO, det Europæiske Syd Observatorium, er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende 14 medlemslande: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Flere lande har udtrykt interesse i medlemskab. ESO’s aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for astronomi for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys, og VISTA, som er verdens største kortlægningsteleskop. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 42 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive ”verdens største øje mod himlen”.

Kontakter

Richard Hook
ESO, Survey Telescopes PIO
Garching, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
E-mail: rhook@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1021 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.