Stjernemageren

Kraftige laserstråler rækker ud af kuplen til en af de fire Unit Teleskoper, som hører til ESOs Very Large Telescope (VLT) på Paranalobservatoriet i Chile. Strålerne rækker ud til et lag i atmosfæren, som er omkring 90 kilometer oppe, og hvor der findes en ret stor koncentration af natriumatomer. Laserlyset får natrium til at lyse op, og det skaber nogle kunstige stjerner på himlen. Men hvad skal de så bruges til?

Jordens atmosfære forvrænger det lys, som når ned til os fra himlens objekter, og det mindsker den skarphed, som man kan foretage astronomiske observationer med - billederne blive slørede. Det er den samme effekt, som er årsag til, at stjernerne funkler eller tindrer.

Med det formål at kunne korrigere denne effekt væk, har astronomerne udviklet en teknologi, som kaldes adaptiv optik, hvor et bøjeligt spejl i teleskopet deformeres hundredevis af gange i sekundet for at modvirke denne turbulens i atmosfæren. Men for at kunne beregne de nødvendige korrektioner, har den adaptive optik brug for nogle referencestjerner, som skal være tæt ved det objekt, man observerer på himlen. Sådan nogle stjerner af den ægte slags er ikke altid til at finde, der, hvor de skal bruges, og det fik astronomerne til istedet at bruge lasere til at skabe kunstige stjerner, som altid er lige der på himlen, hvor man har brug for dem.

Funfact: De der natriumatomer stammer fra meteorer, som har afsluttet deres lange rejse igennem Solsystemet med at komme ind i Jordens atmosfære. Her fordamper de og efterlader et spor af sten- og metaldamp; det, vi ser som et stjerneskud. Så på sin vis bruger vi på den her måde materiale ude fra rummet til at observere rummet, når vi eksiterer natriumatomerne med lasere.