Vi observerer i hele spektret

Med en flot solnedgang over Chajnantorhøjsletten i Atacamaørkenen, som baggrundt står antennerne til Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) på vagt. ALMA, som ESO er partner i, er det største jordbaserede astronomiprojekt, der findes.

De smukke toner i orange og rødt, som oplyser himlen mens Solen går ned bag horisonten kan give os en interessant fysiklektion. På sin vej igennem Jordens atmosfære vil den del af sollyset, som har kortere, mere blå bølgelængder blive spredt af de støv- og gasmolekyler, som findes i luften i større grad end de længere, mere røde bølgelængder. Jo tættere Solen kommer på horisonten, des længere vej får det lys, når når frem til beskueren på Jordens overflade at bevæge sig igennem atmosfæren, og derfor bliver langt det meste af den blå del af det synlige spektrum spredt helt væk. Det lys, som kan nå frem til vore øjne mangler derfor den blå del, og det er overskuddet af røde farvetoner, som giver himlen de smukke farver omkring den nedgående Sol.

For ALMA er der ikke noget at se af den rødmende aftenhimmel. De 66 teleskoper, som udgør ALMA ser ikke på himlen i den synlige del af det elektromagnetiske spektrum, sådan som vi gør det med øjnene. De observerer i millimeter- og submilimeterbølgelængderne. Elektromagnetisk stråling i disse bølgelængder, som også er en slags lys, bliver absorberet af vanddampen i Jordens atmosfære, og derfor må teleskoper til brug for submillimeterastronomi opstilles steder, hvor der er ekstremt tørt, i stor højde, hvor atmosfærens absorption ikke hæmmer observationerne væsentligt. ALMAs højfølsomme antenner gør det muligt for os at observere Universets gåder også i disse bølgelængder, fordi observatoriet befinder sig i fem kilometers højde over havoverfladen.