Superflot Måne over La Silla

I det øjeblik, billedet her blev taget, så det ud som om en "supermåne" havde lagt sig til hvile ovenpå bjergene i Chile; set her 4,5 kilometer fra toppen af La Silla. Det fænomen har ingen særlig videnskabelig interesse - det er blot et udtryk for, at Månen er fuld nogenlunde samtidig med, at den er tættest på Jorden i sin aflange bane. I dette tilfælde ser Månen knapt 10% større ud end sædvanligt.

Det er kaldt en "supermåne", når Månen er fuld samtidig med at den er i perigæum — det sted i Månens elliptiske bane, hvor den er tættest på Jorden.

Det er Fuldmåne i gennemsnit hver 30. dag, og Månen er i perigæum hver 28. dag. Tre til fire gange årligt falder disse to fænomener sig samtidigt, og det er det, som er blevet kaldt en supermåne. Det var en astrolog; ikke en astronom, som fandt på udtrykket supermåne for mere end 30 år siden, men det er først for nyligt dukket op rundt omkring i pressen og i populærastronomien. Før begrebet blev opfundet, kaldte astronomerne det blot for en perigæumfuldmåne, men det er ikke nogensinde blevet præcist defineret præcis hvornår det er superfuldmåne. I pressen bliver det gang på gang blæst op til en overdrevent betydningsfuld hændelse.

Uanset hvad vi kalder dem, eller hvem, der har fundet på det, så er superfuldmåner, som alle andre fuldmåner, noget, som påvirker Jorden på forskellige måder. Fuldmånen spiller sammen med Solen og giver større tidevand end i gennemsnit - det, som kaldes springflod. Når Månen så tillige er tættest på Jorden, bliver tyngdekraftsvirkningen endnu større, og tidevandsforskellen på Jorden biver tilsvarende større - det, som også kaldes perigæumspringflod.