Fingeraftryk fra det tidlige Univers

Det tungeste galakser i Universet gemmer supermassive sorte huller i deres centrer. Disse kollossale sorte huller gumler det omgivende materiale i sig med en glubende appetit, og som et resultat udspyr de så enorme mængder af stråling, og de lyser op som nogle af de mest lysstærke objekter i det kendte Univers! På trods af de ufatteligt store afstande til Jorden skinner områderne omkring de store sorte huller så klart, at de synes lige så kraftige som stjerner i vores egen galakse, Mælkevejen.

Vi kender nogle af disse objekter som kvasistellare objekter, eller kvasarer. De hjælper os meget til bedre at forstå verdensrummet. Fordi de befinder sig så langt væk, er der masser af mellemliggende verdensrum imellem vore teleskoper og en given kvasar. Og verdensrummet er langt fra tomt; det er fyldt med det intergalaktiske medium, som mestendels er skyer af gasarter - hovedsageligt brint og helium, men der er også spor af andre grundstoffer og molekyler. Stofferne absorberer lyset fra de fjerne kilder så det svækkes, eller slet ikke når os i udvalgte bølgelængder, og vi kan se resultatet i spektrene fra de fjerne kvasarer fordi der "mangler" lys i visse bølgelængder.

Spektret her er optaget med instrumentet UVES, som er monteret på ESOs Very Large Telescope i Chile. Vi ser lys fra en kvasar med det mundrette navn HE0940-1050, og her er tydelige tegn på, at lyset fra kvasaren har passeret nogle af disse gasskyer. De lodrette linier er tegn på absorptionen. De viser, at der mangler kvasarlys fordi den intergalaktiske gas har "spist" lys i udvalgte bølgelængder. Jo mere af et givet stof, der er i skyerne, des mørkere bliver linerne. Forskerne kan så studere liniernes placering; deres bølgelængder, og deres intensitet, og ud fra det, kan vi lære en masse om gasskyerne. I det viset spektrum er der meget svage linier, som indtil nu er de svageste, det er lykkes at registrere i et kvasarspektrum.