NTT vågner op til dåd
De store porte over ESOs New Technology Telescope (NTT) er åbne, og en lang strimmel af den sydlige himmel er synlig over teleskopet. Himlen er oversået med stjerner, og Månen oplyser de indre vægge i NTT-kuplen, og får 3,6 meter teleskopet til at kaste skygge. I toppen af teleskopet kan man se sekundærspejlet i midten af ringstrukturen, som igen bliver støttet af de skrå bjælker nede fra hovedspejlets spejlcelle.
En af de bemærkelsesværdige ting ved NTT er, at teleskopet har aktiv optik. Det betyder, at hovedspejlet er bøjeligt, så dets form aktivt bliver justeret med motorer og donkrafte mens observationerne er i gang. Billedkvaliteten bliver stærkt forbedret med denne teknik. Sekundærspejlets position bliver også kontrolleret aktivt i tre retninger. Det er ESO, som har udviklet denne teknik, og den bruges nu i alle større moderne teleskoper, som for eksempel Very Large Telescope på Cerro Paranal og det kommende European Extremely Large Telescope i nærheden.
Den ottekantede bygning, som huser NTT er et andet teknologisk gennembrud. Rummet, hvor teleskopet findes er relativt lille, og det ventileres med et system af luger, som får luften til at strømme roligt forbi spejlet. Det mindsker lufturoen inde omkring teleskopet, og det giver endnu skarpere billeder. Når kuppelportene åbnes, kommer teleskopet til live, og begynder at følge de astronomiske objekter, som er udvalgt til nattens arbejde.
Kilde:ESO/B. Tafreshi (twanight.org)
Om billedet
Id: | potw1623a |
Sprog: | da |
Type: | Foto |
Udgivelsesdato: | 6. juni 2016 06:00 |
Størrelse: | 5971 x 10150 px |
Om objektet
Navn: | New Technology Telescope |
Type: | Unspecified : Technology : Observatory : Telescope |