Ugens billede

15. januar 2018: De 56 smilende studerende her var med til ESO’s Winter Astronomy Camp 2017, hvor temaet var "Afstande i Universet". De unge astronomiinteresserede deltog i flere astronomilektioner, hands-on aktiviteter og natobservationer med professionelle teleskoper. Det fik også tid tll at dyrke vintersport og tage på ture. Vinterlejren blev afholdt på Astronomical Observatory of the Autonomous Region of the Aosta Valley, i pragtfulde omgivelser i de Italienske Alper, tæt ved nogle af Europas højeste bjerge og med den klareste himmel. På observatoriet er der syv teleskoper, som blev brugt til de forskellige aktiviteter. Opholdet, som arrangeres af Sterrenlab, fandt sted fra 26. december 2017 til 1. januar 2018, og der var adgang for studerende fra 16-18 år. Senere i år bliver der afholdt ESO Summer Astronomy Camp under den mørke himmel i det nordlige Portugal, og det bliver organiseret af Centre for Astrophysics of the University of Porto (CAUP). Hold øje med ...

8. januar 2018: Det nye års første aften var vidne til en bemærkelsesværdig supermåne, som steg op bag det majestætiske bjerg Cerro Armazones i Chile. Sådan en supermåne er flot, men forekommer relativt hyppigt. Det sker når en fuldmåne falder sammen med, at Månen er i det punkt i sin bane, hvor den er tættest på Jorden. Det får Månens diameter til at syne omkring 14% større. Vejen, som zig-zagger op ad Cerro Armazones ser ud til at føre direkte op til Månen - som en ægte himmelvej. I 2024 står "Verdens største himmeløje" færdig på bjergtoppen, nemlig teleskopet ELT - Extremely Large Telescope. Med en højde over havet på 3046 meter giver Cerro Armazones de bedste forhold for astronomiske observationer; især fordi der her er 320 klare nætter årligt. Billedet er optaget af ESOs Photo Ambassador Gerhard Hüdepohl. Han gik to kilometer væk, ud i Atacamaørkenen fra ESOs Paranal Observatorium for at ...

1. januar 2018: Ugens billede viser flotte bånd af gasarter og støv, som snor sig omkring perlemorsskæret i centeret af bjælkespiralgalaksen NGC 1398. Galaksen befinder sig i stjernebilledet Fornax (Den kemiske Ovn), og er omkring 65 millioner lysår borte. De yndefulde spiralarme starter fra en lige bjælke, som er består af stjerner, og som skærer lige igennem galaksens centralområder. I mange andre galakser end NGC 1938 starter spiralarmene helt inde fra centeret, men ikke her. Omkring to tredjedele af spiralgalakserne har bjælker, men forskerne er ikke klar over hvordan disse strukturer påvirker galaksens opførsel og udvikling - om overhovedet. Data til billedet stammer fra FOcal Reducer/low dispersion Spectrograph 2 (FORS2) instrumentet, som er monteret på ESOs Very Large Telescope (VLT) ved Paranalobservatoriet i Chile. Det viser masser af detaljer, såsom de mørke bånd at støv, som slynger sig i spiralarmene og de pink områder rundt omkring i de ydre dele, hvor der sker ...

25. december 2017: This image shows something spectacular: a galaxy cluster so massive that it is warping the space around it! The cluster, whose heart is at the centre of the frame, is named RCS2 J2327, and is one of the most massive clusters known at its distance or beyond. Massive objects such as RCS2 J2327 have such a strong influence on their surroundings that they actually warp the space around them — this effect is known as gravitational lensing, and can cause light from more distant objects to be bent, distorted, and amplified, allowing us to see galaxies that would otherwise be far too distant for us to detect. Gravitational lensing is one of the predictions of Albert Einstein's General Theory of Relativity and can be observed in three different regimes: strong lensing, weak lensing, and microlensing. Unlike strong lensing, which produces stunning images of distorted galaxies, sweeping arcs, and phenomena known ...

18. december 2017: Glædelig Jul og Godt Nytår på vegne af European Southern Observatory! Vi ønsker alle en god årsafslutnig og et frugtbart 2018! Link: Julekort fra ESO 2017

11. december 2017: I det øjeblik, billedet her blev taget, så det ud som om en "supermåne" havde lagt sig til hvile ovenpå bjergene i Chile; set her 4,5 kilometer fra toppen af La Silla. Det fænomen har ingen særlig videnskabelig interesse - det er blot et udtryk for, at Månen er fuld nogenlunde samtidig med, at den er tættest på Jorden i sin aflange bane. I dette tilfælde ser Månen knapt 10% større ud end sædvanligt. Det er kaldt en "supermåne", når Månen er fuld samtidig med at den er i perigæum — det sted i Månens elliptiske bane, hvor den er tættest på Jorden. Det er Fuldmåne i gennemsnit hver 30. dag, og Månen er i perigæum hver 28. dag. Tre til fire gange årligt falder disse to fænomener sig samtidigt, og det er det, som er blevet kaldt en supermåne. Det var en astrolog; ikke en astronom, som fandt på ...

4. december 2017: Billederne her viser fire af de mange millioner klippestykker, som befinder sig i asteroidebæltet, i området imellem Mars og Jupiter, hvor grænsen går imellem de indre klippeplaneter og de ydre gasplaneter i vores Solsystem. Optagelserne er fra instrumentet SPHERE (Spectro-Polarimetric High-contrast Exoplanet REsearch), som er monteret på ESOs Very Large Telescope (VLT) på Paranalobservatoriet i Chile. Fra øverst til venstre og med uret rundt er det 29 Amphitrite, 324 Bamberga, 2 Pallas, og 89 Julia. 2 Pallas er godt 510 kilometer i diameter og opkaldt efter den græske gudinde Pallas Athena. Det er den tredjestørste asteroide i det indre asteroidebælte, og det er en af de største asteroider i hele Solsystemet. I alt indeholder Pallas omkring 7% af alt det stof, der er i hele asteroidebæltet, og det er nok til, at den en gang faktisk blev klassificeret som en planet. 89 Julia er en tredjedel så stor som 2 ...

27. november 2017: En klar himmel, en flot solnedgang og de nymodens former på det nye planetarium og besøgscenter - hvad kan man ønske sig mere i et af ESOs Picture of the Week? Men der er faktisk mere gemt i billedet her: en solfakkel. Den flammerøde søjle af lys rejser sig tilsyneladende fra horisonten over den nedgående sol, og oplyser himlen over den. Det er en optisk illusion skabt af millioner af bittesmå iskrystaller. De fleste af dem er flade og sekskantede i dette tilfælde. Det er et tyndt lag af iskrystaller i atmosfæren, som reflekterer sollyset og skaber faklen. Solfakler ses typisk, når Solen står lavt over horisonten, eller når den lige er dykket under horisonten. De sidste solstråler har også vekselvirket med partikler i skyerne oven over, så lyset er blevet spredt til et flot skue af orange, gule, røde og pink farver hen over ESOs Supernova Planetarium & Visitor ...

20. november 2017: Ugens billede viser denne gang en enorm sky af gasarter omkring den fjerne kvasar SDSS J102009.99+104002.7, optaget med instrumentet MUSE - Multi Unit Spectroscopic Explorer på ESOs Very Large Telescope (VLT) baseret på Paranalobservatoriet. Kvasarer er de stærktlysende centralområder i aktive galakser, som bliver holdt igang af stof, som falder ind i deres centrale supertunge sorte huller. Denne kvasar og dens omgivende gassky har en rødforskydning på 3, hvilket betyder, at den ses som den så ud blot 2 milliarder år efter Big Bang. Gasskyen, som omgiver galaksen, er af en type, som astronomerne kalder ELAN (Enormous Lyman-Alpha Nebula). Denne type skyer er tunge strukturer bestående af gasser, som blev dannet i det tidlige Univers, og studiet af dem kan hjælpe med til at forklare for astronomerne hvordan angulært moment - det, der er årsag til at de senere dannede galakser roterer - er opstået i det tidlige Univers. Med ...

13. november 2017: Den her blå boble af ioniseret gas er den største, som nogensinde er fundet. Den er tre gange større end Mælkevejen; 300 000 lysår i tværmål. I boblen er der 10 galakser, og det hele befinder sig i en tætbefolket del af en galaksehob, som kaldes COSMOS-Gr30. Afstanden er 6,5 milliarder lysår. Galakserne i hoben er meget forskellige. Nogle er aktive med stjernedannelse, nogle er passive, nogle er klare og nogle er svage - og nogle er tunge og andre er bittesmå. Rekordboblen blev opdaget og studeret i detaljer med det helt utroligt følsomme instrument MUSE, som er monteret på ESOs Very Large Telescope. Instrumentet registrerer lys i de synlige bølgelængder, og kombinerer muligheden for at tage billeder med de egenskaber, som en spektrograf har. Det giver et enestående effektivt instrument, som kan studere kosmologiske meget fjerne objekter, som vi ellers ikke ville kunne registrere. Med MUSE til hjælp har ...

6. november 2017: Solen synker, og dagens sidste stråler siver ind og oplyser ESOs Very Large Telescope (VLT), som er ved at blive forberedt til endnu en nat med stjernekiggeri. Fra denne usædvanlige vinkel ser vi det indviklede indre i en af de fire bygninger til 8,2 meter teleskoperne, som udgør VLT på toppen af Cerro Paranal i Chile. Bygningerne til Unit teleskoperne spiller en vigtig rolle i at bibeholde VLT som et af de fremmeste astronomiske observatorier i Verden. Det omfattende airconditioningsystem, som ses som de metalrør, som snor sig omkring teleskopet, og den topmoderne kuppel samarbejder om at opretholde et perfekt observationsmiljø. Bygningerne skærmer teleskoperne fra de barske omgiveler, og om natten afskærmes de følsomme instrumenter fra vind og vejr, så det tynde primærspejl ikke bliver deformeret, og slører observationerne. Billedet er taget af ESO Photo Ambassador Alexandru Tudorică.

30. oktober 2017: Klare blå stjerner er drysset ud over sydhimlen og den galaktiske bule i vores Mælkevej. De hænger adstadigt over horisonten i dette flotte billede fra ESOs Paranalobservatorium. Billedet er taget oppe på Cerro Paranal i Chile, hvor ESOs Very Large Telescope (VLT) holder til. I forgrunden ser man den åbne kuppel til et af de fire 1,8 meter Auxiliary Telescopes. De fire ATer kan bruges sammen, og så danner de Very Large Telescope Interferometer (VLTI). Mælkevejens bue er oversået med klare områder af varm gas. Den meget klare stjerne i det øvre venstre hjørne af billedet er stjernen Antares, som er den klareste stjerne i stjernebilledet Scorpius - Skorpionen. Det er iblandt stjernerne på nattehimlen den femtende klareste.

23. oktober 2017: Lørdag den 21. oktober åbnede ESOs hovedkvarter i Garching ved München atter en gang dørene til det årlige Åbent Husarrangement. Det skete samtidig med, at flere andre institutioner i forskerparkområdet også holdt åbent. ESO inviterede gæsterne til på nærmeste hold at opleve den organisation, som står for Verdens førende jordbaserede astronomiske forskning. Allerede før dørene åbnedes klokken 11:00 var der kø udenfor af gæster, som var ivrige efter at opleve alle de forskellige aktiviteter. I alt dukkede der omkring 5600 op for at få svar på spørgsmål fra astronomerne og for at se, hvordan tingene foregår i en organisation, som er i forreste række i astronomien. I løbet af dagen var der eksperimenter, rundvisninger, en udstilling om ESO-observatorierne, foredrag ved ESOs forskere og live forbindelse til ESOs observatorier i Chile. Der var også mulighed for at prøve nogle af de interaktive spil, som bliver en del af udstillingerne i det ...

16. oktober 2017: Billedet her, fra Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) viser V1247 Orionis, som er en ung varm stjerne omgivet af en aktiv ring af gasser og støv - det, som kaldes en circumstellar disc. Skiven ser man her i to dele; en klart afgrænset central ring af stof og så en tyndere halvmåneform længere ude. Området imellem ringen og halvmånebuen - det, som vi ser som en mørk stribe - formodes at stamme fra en ung planet, som skærer sig vej igennem skiven. På planetens vej omkring stjernen, skaber den områder med højt tryk på hver side af sin bane, lidt i retning af, hvordan et skib danner stævnbølger på vej igennem vandet. Disse højtryksområder kan fungere som beskyttede områder der, hvor der sker ny planetdannelse: i områderne fanges støvpartikler i millioner af år, og det giver dem tid til at klumpe sig sammen og vokse til planeter. ALMAs gode opløsningsevne ...

9. oktober 2017: Familiportrættet her er indfanget af ESO Photo Ambassador Alexandru Tudorică, og det viser alle de teleskoper, som befinder sig på ESOs La Silla Observatorium i Chile. Højt oppe over sine slægtninge stråler 3,6-meter telesckopet i venstre side af billedet. Det teleskop er Verdens skrappeste jordbaserede exoplanetjæger, udstyret med instrumentet High Accuracy Radial velocity Planet Searcher (HARPS. På en nærliggende bjergtop står ESOs New Technology Telescope (NTT), som det næststørste familiemedlem. NTT har været prøvekanin for mange nye teknikker, som for eksempel active optics - nu en standard på teleskoper over hele Verden, og her iblandt ESOs Very Large Telescope (VLT). De mindre kupler rummer teleskoper, som er ESOs egne, samarbejdende fra flere nationer eller nogle, som er taget ud af brug. De ses langs hele områdets største adgangsvej, som snor sig langs den solbeskinnede bjergside hen imod de forskellige teknik- og støttefunktionsbygninger.

2. oktober 2017: Det ser ikke ud af så meget, men den her klat er en ganske særlig stjerne, som hedder V766 Centauri, og så dens ledsager. Den blev studeret og klassificeret for nogle år siden af en forskergruppe, som brugte ESOs Very Large Telescope Interferometer (VLTI), og den blev klassificeret som en gul hyperkæmpe, en tung og lysstærk type stjerne, som er yderst sjælden, og meget stor. Den har en diameter, som er mere end 1400 gange mere end Solen. V766 er ikke blot den største af sin slags, som nogensinde er fundet, men den er også en af de ti største stjerner, vi overhovedet kender. En nye arbejde har ændret lidt på det. Det ser ud som om V766 Cen er i en livsfase, som ligger lige før det, hvor den bilver en gul hyperkæmpe; nemlig en udviklet rød superkæmpe. Den mister masse så hurtigt, at den med tiden vil ændre ...

25. september 2017: Den flotte spiralgalakse her; kendt blandt venner som NGC 1964, befinder sig omkring 70 millioner lysår borte, i retning imod stjernebilledet Haren (Lepus). NGC 1964 har en klar og tæt kerne. Kernen er inde i en plettet oval skive, som så igen omgives af markante spiralarme, som er fyldt med klare stjerneområder. Det var astronomen William Herschel, som fik øje på den klare galaksekerne natten til 20. november 1784, og senere blev galaksen så optaget i New General Catalogue, ligesom alle de andre himmelobjekter, hvis katalognumre begynder med 'NGC'. Ud over de stjerner, som hører til NGC 1964 selv, så ser man den i et område af himlen, hvor der er rigtig mange andre stjerner. På billedet her, som er optaget med Wide Field Imager (WFI) — et instrument monteret på MPG/ESO 2.2-metre telescopet på ESOs La Silla Observatorium i Chile — ser man stjernen HD 36785 lige til højre ...

18. september 2017: Bygningen til New Technology Telescope (NTT) rejser sig fra jorden og spærrer for noget af himlen med masser af dramatik i dette ESO Picture of the Week. NTT befinder sig på ESOs La Silla Observatorium i den chilenske Atacamaørken. Teleskopet blev indviet i 1989, og det var det første teleskop med et computerkontrolleret hovedspejl. Spejlet, som har en diameter på 3,58 meter, er meget bøjeligt, og faconen kan ændres løbende, så astronomerne kan modvirke de deformationer, som skyldes vinden, temperaturskift og mekaniske påvirkninger under observationerne. Dermed viser teleskopet himmelobjekterne meget klarere. Som supplement til NTTs nye teknologi er bygningen også innovativ i sit design. Det er en ottekantet kuppel, som er forholdsvis lille, og som har en række klapper, hvormed hele strukturen kan ventileres uden at der skabes turbulens - luften strømmer helt jævnt hen over spejlet. Væggene i kuplen kan åbnes helt, og ikke blot i en spalte i ...

11. september 2017: Ugens billede denne gang er ganske usædvanligt. Det viser de seneste data, som er indsamlet af ESOs exoplanetjæger High Accuracy Radial velocity Planet Searcher (HARPS) i forbindelse med observationskampagnen Red Dots . Kampagnens formål er at søge efter jordlignende planeter i kredsløb om de tre nærmeste røde dværgstjerner: Proxima Centauri, Barnards Stjerne og Ross 154. Projektet startede tidligere i 2017 som opfølgning af opdagelsen i 2016 af exoplaneten Proxima b, som kredser om vores nærmest nabostjerne Proxima Centauri. Ideen med Red Dots er et åbent forskningsprojekt, og det betyder, at offentligheden har adgang til de indsamlede data, og man kan også bidrage med egne observationer. Se godt efter: kan du se en ny exoplanet i kurverne her? Grafer som disse kan afsløre tegn på en exoplanet, fordi de viser stjernens bevægelser i tidens løb. En stjerne trækker med sin tyngdekraft i de planeter, som kredser om den, og planeterne trækker ...

4. september 2017: Billedet her er taget af ESO Photo Ambassador Petr Horálek.Det fryser det øjeblik, hvor et af ESOs Very Large Telescope (VLT) enheder med en diameter på 8,4 meter, Yepun (UT4), fyrer en laserstråle op imod den mørke nattehimmel over Paranalobservatoriet i Chile. Laserens lys fungerer som en kunstig stjerne; en Laser Guide Star, og den bruges til at hjælpe astronomerne med at korrigere for den forstyrrende effekt, som atmosfæren har på studiet af himlen. Når man observerer i et givet himmelområde, peger astronomerne en laser guide stjerne i et nærliggende område, og bruger lyset fra den til at måle de små ændringer i billedet. VLTs system til adaptiv optik kan så bruge sammenligningen til at udkorrigere atmosfærens forstyrrelser, så billederne med teleskopet bliver så skarpe som mulige. Oven over Yepun ser man Den store Magellanske Sky (Large Magellanic Cloud (LMC)), som er en stavspiral galakse, som kredser om vores Mælkevej. ...