Ugens billede

19. februar 2018: Planeten Venus skinner i aftenlyset over ESOs Paranalobservatorium i Chile på dette billede, som er taget af ESO Photo Ambassador Petr Horálek. Teleskopet i forgrunden er Very Large Telescopes Auxiliary Telescope 1, med kuplen åben og parat til at studere nattehimlen, når de smukke farver på himlen er forsvundet. ESOs Very Large Telescope (VLT) består af fire 8,2m Unitteleskoper og fire 1,8m Auxiliary Telescopes (AT'er) som det på billedet. Det lys, som teleskoperne fanger ind kan kombineres, og anlægget danner så det, som kaldes VLT Interferometer (VLTI). Ved at samle lyset fra flere af teleskoperne, placeret forskellige steder på observatorieområdet på bjergtoppen, giver VLTI astronomerne mulighed for at se detaljer, som er 25 gange finere, end hvis man kun brugte eet af teleskoperne. I et indviklet system af underjordiske tunneler samles lysstrålerne, og de skal gøres nøjagtigt ens indenfor 1/1000 mm over en afstand på 100 meter. Med den utrolige ...

12. februar 2018: Det spøgelsesagtige billed her viser en fjern pulserende rød kæmpestjerne, som har betegnelsen R Sculptoris. Den befinder sig 1200 lysår borte i stjernebilledet Sculptor, Billedhuggerværkstedet på dansk. R Sculptoris er noget så specielt som en AGB-stjerne. Det står for carbon-rich asymptotic giant branch, og det betyder, at den er nær afslutningen på sin tilværelse. I den fase køler stjerner med lave og middelmasser ned, så de får meget udbredte atmosfærer. Samtidig taber de en stor del af deres masse, og de er godt undervejs til at blive til en af de smukke planetariske tåger. Astronomerne forstår de grundliggende processer i dette massetab, men de undersøger stadig hvodan det går i gang nær stjernens overflade. Hvor store mængder gas stjernen taber har meget store konsekvenser for, hvordan den senere udvikler sig. Den har mulighed for at blive til flere forskellige typer planetariske tåger. I slutprocessen på vej til at blive planetarisk ...

5. februar 2018: Dette usædvanlige billede viser følgerne af en katastrofisk kollision imellem to galakser. Det skete for omkring een milliard år siden, og resultatet? Een enkelt galakse, som vi kalder NGC 7252, og som er mildest talt underlig i faconen. Den har fået øgenavnet Atoms for Peace -galaksen efter et kendt logo. I hjertet af dette sammensurium finder vi en spændende 'minispiral' - en roterende skive af lysende gas, hvor der sker voldsom stjernedannelse. Med instrumentet VIsible Multi-Object Spectrograph (VIMOS) på SOs Very Large Telescope har astronomerne målt gasbevægelserne inde i denne skive, så rotationen er blevet kortlagt.. De røde områder viser, hvor gassen bevæger sig væk fra os, og de blå, hvor den nærmer sig os. Tilsammen viser farverne os hvordan galaksecenteret roterer, og desuden ser vi to strømme af varm gas nordvest og sydøst for centralområdet. Tidligere undersøgelser viste, at den centrale spiral roterede i modsat retning af resten af ...

29. januar 2018: Den smutter, hvis du ikke kniber øjenene sammen! Lige i midten af billedet her kan man lige netop skelne den svage og tågede blå klat, som er en fjern galakse med det mundrette navn Sagittarius Dwarf Irregular Galaxy. Billedet er skaffet med instrumentet VIMOS, som er monteret ved ESOs Very Large Telescope( VLT). Den usymmetriske galakse (heraf navnet) blev opdaget i 1977 med ESOs 1-meter Schmidt teleskop, som befinder sig på ESOs La Silla observatorium. Dværggalaksen er cirka 3 millioner lysår borte i retning af stjernebilledet Skytten (Sagittarius), og det er det fjerneste kendte medlem af vores galaksegruppe, Den lokale Gruppe, hvor Mælkevejen er et af de største medlemmer. Til forskel fra de normale galakser, er dværggalakserne typisk mindre (heraf navnet!) med et forholdsvis lille antal stjerner. Ofte bliver dværggalakserne deformerede af tyngdekræfterne fra nabogalakser, så de hverken er kugleformede eller skiveformede. Det er nok af den grund, at galaksen ...

22. januar 2018: Det barske landskab i Chiles Atacamaørken giver altid en flot baggrund i billeder - som for eksempel dette her af ESOs Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA), optaget af ESO Photo Ambassador Alexandru Tudorică ved ESOs Paranalobservatorium. Selvom VISTA dominerer i billedet fra Tudorică, er det ikke det eneste teleskop, som kan ses. Den snoede vej, som fjerner sig i højre side af billedet fører til den ret uanseelige kuppelbygning til Next Generation Transit Survey (NGTS). Bygningen selv kan lige anes helt til højre i billedet, i lyset af en solstråle. NGTS består af en række små fjernstyrede teleskoper, som konstant holder øje med lysstyrken for nogle af de nærmeste klare stjerner. Formålet er at finde exoplaneter på størrelse med Neptun lige når de foretager en transit, altså passerer ind foran den stjerne, de kredser omkring set i forhold til os her på Jorden.

15. januar 2018: De 56 smilende studerende her var med til ESO’s Winter Astronomy Camp 2017, hvor temaet var "Afstande i Universet". De unge astronomiinteresserede deltog i flere astronomilektioner, hands-on aktiviteter og natobservationer med professionelle teleskoper. Det fik også tid tll at dyrke vintersport og tage på ture. Vinterlejren blev afholdt på Astronomical Observatory of the Autonomous Region of the Aosta Valley, i pragtfulde omgivelser i de Italienske Alper, tæt ved nogle af Europas højeste bjerge og med den klareste himmel. På observatoriet er der syv teleskoper, som blev brugt til de forskellige aktiviteter. Opholdet, som arrangeres af Sterrenlab, fandt sted fra 26. december 2017 til 1. januar 2018, og der var adgang for studerende fra 16-18 år. Senere i år bliver der afholdt ESO Summer Astronomy Camp under den mørke himmel i det nordlige Portugal, og det bliver organiseret af Centre for Astrophysics of the University of Porto (CAUP). Hold øje med ...

8. januar 2018: Det nye års første aften var vidne til en bemærkelsesværdig supermåne, som steg op bag det majestætiske bjerg Cerro Armazones i Chile. Sådan en supermåne er flot, men forekommer relativt hyppigt. Det sker når en fuldmåne falder sammen med, at Månen er i det punkt i sin bane, hvor den er tættest på Jorden. Det får Månens diameter til at syne omkring 14% større. Vejen, som zig-zagger op ad Cerro Armazones ser ud til at føre direkte op til Månen - som en ægte himmelvej. I 2024 står "Verdens største himmeløje" færdig på bjergtoppen, nemlig teleskopet ELT - Extremely Large Telescope. Med en højde over havet på 3046 meter giver Cerro Armazones de bedste forhold for astronomiske observationer; især fordi der her er 320 klare nætter årligt. Billedet er optaget af ESOs Photo Ambassador Gerhard Hüdepohl. Han gik to kilometer væk, ud i Atacamaørkenen fra ESOs Paranal Observatorium for at ...

1. januar 2018: Ugens billede viser flotte bånd af gasarter og støv, som snor sig omkring perlemorsskæret i centeret af bjælkespiralgalaksen NGC 1398. Galaksen befinder sig i stjernebilledet Fornax (Den kemiske Ovn), og er omkring 65 millioner lysår borte. De yndefulde spiralarme starter fra en lige bjælke, som er består af stjerner, og som skærer lige igennem galaksens centralområder. I mange andre galakser end NGC 1938 starter spiralarmene helt inde fra centeret, men ikke her. Omkring to tredjedele af spiralgalakserne har bjælker, men forskerne er ikke klar over hvordan disse strukturer påvirker galaksens opførsel og udvikling - om overhovedet. Data til billedet stammer fra FOcal Reducer/low dispersion Spectrograph 2 (FORS2) instrumentet, som er monteret på ESOs Very Large Telescope (VLT) ved Paranalobservatoriet i Chile. Det viser masser af detaljer, såsom de mørke bånd at støv, som slynger sig i spiralarmene og de pink områder rundt omkring i de ydre dele, hvor der sker ...

25. december 2017: This image shows something spectacular: a galaxy cluster so massive that it is warping the space around it! The cluster, whose heart is at the centre of the frame, is named RCS2 J2327, and is one of the most massive clusters known at its distance or beyond. Massive objects such as RCS2 J2327 have such a strong influence on their surroundings that they actually warp the space around them — this effect is known as gravitational lensing, and can cause light from more distant objects to be bent, distorted, and amplified, allowing us to see galaxies that would otherwise be far too distant for us to detect. Gravitational lensing is one of the predictions of Albert Einstein's General Theory of Relativity and can be observed in three different regimes: strong lensing, weak lensing, and microlensing. Unlike strong lensing, which produces stunning images of distorted galaxies, sweeping arcs, and phenomena known ...

18. december 2017: Glædelig Jul og Godt Nytår på vegne af European Southern Observatory! Vi ønsker alle en god årsafslutnig og et frugtbart 2018! Link: Julekort fra ESO 2017

11. december 2017: I det øjeblik, billedet her blev taget, så det ud som om en "supermåne" havde lagt sig til hvile ovenpå bjergene i Chile; set her 4,5 kilometer fra toppen af La Silla. Det fænomen har ingen særlig videnskabelig interesse - det er blot et udtryk for, at Månen er fuld nogenlunde samtidig med, at den er tættest på Jorden i sin aflange bane. I dette tilfælde ser Månen knapt 10% større ud end sædvanligt. Det er kaldt en "supermåne", når Månen er fuld samtidig med at den er i perigæum — det sted i Månens elliptiske bane, hvor den er tættest på Jorden. Det er Fuldmåne i gennemsnit hver 30. dag, og Månen er i perigæum hver 28. dag. Tre til fire gange årligt falder disse to fænomener sig samtidigt, og det er det, som er blevet kaldt en supermåne. Det var en astrolog; ikke en astronom, som fandt på ...

4. december 2017: Billederne her viser fire af de mange millioner klippestykker, som befinder sig i asteroidebæltet, i området imellem Mars og Jupiter, hvor grænsen går imellem de indre klippeplaneter og de ydre gasplaneter i vores Solsystem. Optagelserne er fra instrumentet SPHERE (Spectro-Polarimetric High-contrast Exoplanet REsearch), som er monteret på ESOs Very Large Telescope (VLT) på Paranalobservatoriet i Chile. Fra øverst til venstre og med uret rundt er det 29 Amphitrite, 324 Bamberga, 2 Pallas, og 89 Julia. 2 Pallas er godt 510 kilometer i diameter og opkaldt efter den græske gudinde Pallas Athena. Det er den tredjestørste asteroide i det indre asteroidebælte, og det er en af de største asteroider i hele Solsystemet. I alt indeholder Pallas omkring 7% af alt det stof, der er i hele asteroidebæltet, og det er nok til, at den en gang faktisk blev klassificeret som en planet. 89 Julia er en tredjedel så stor som 2 ...

27. november 2017: En klar himmel, en flot solnedgang og de nymodens former på det nye planetarium og besøgscenter - hvad kan man ønske sig mere i et af ESOs Picture of the Week? Men der er faktisk mere gemt i billedet her: en solfakkel. Den flammerøde søjle af lys rejser sig tilsyneladende fra horisonten over den nedgående sol, og oplyser himlen over den. Det er en optisk illusion skabt af millioner af bittesmå iskrystaller. De fleste af dem er flade og sekskantede i dette tilfælde. Det er et tyndt lag af iskrystaller i atmosfæren, som reflekterer sollyset og skaber faklen. Solfakler ses typisk, når Solen står lavt over horisonten, eller når den lige er dykket under horisonten. De sidste solstråler har også vekselvirket med partikler i skyerne oven over, så lyset er blevet spredt til et flot skue af orange, gule, røde og pink farver hen over ESOs Supernova Planetarium & Visitor ...

20. november 2017: Ugens billede viser denne gang en enorm sky af gasarter omkring den fjerne kvasar SDSS J102009.99+104002.7, optaget med instrumentet MUSE - Multi Unit Spectroscopic Explorer på ESOs Very Large Telescope (VLT) baseret på Paranalobservatoriet. Kvasarer er de stærktlysende centralområder i aktive galakser, som bliver holdt igang af stof, som falder ind i deres centrale supertunge sorte huller. Denne kvasar og dens omgivende gassky har en rødforskydning på 3, hvilket betyder, at den ses som den så ud blot 2 milliarder år efter Big Bang. Gasskyen, som omgiver galaksen, er af en type, som astronomerne kalder ELAN (Enormous Lyman-Alpha Nebula). Denne type skyer er tunge strukturer bestående af gasser, som blev dannet i det tidlige Univers, og studiet af dem kan hjælpe med til at forklare for astronomerne hvordan angulært moment - det, der er årsag til at de senere dannede galakser roterer - er opstået i det tidlige Univers. Med ...

13. november 2017: Den her blå boble af ioniseret gas er den største, som nogensinde er fundet. Den er tre gange større end Mælkevejen; 300 000 lysår i tværmål. I boblen er der 10 galakser, og det hele befinder sig i en tætbefolket del af en galaksehob, som kaldes COSMOS-Gr30. Afstanden er 6,5 milliarder lysår. Galakserne i hoben er meget forskellige. Nogle er aktive med stjernedannelse, nogle er passive, nogle er klare og nogle er svage - og nogle er tunge og andre er bittesmå. Rekordboblen blev opdaget og studeret i detaljer med det helt utroligt følsomme instrument MUSE, som er monteret på ESOs Very Large Telescope. Instrumentet registrerer lys i de synlige bølgelængder, og kombinerer muligheden for at tage billeder med de egenskaber, som en spektrograf har. Det giver et enestående effektivt instrument, som kan studere kosmologiske meget fjerne objekter, som vi ellers ikke ville kunne registrere. Med MUSE til hjælp har ...

6. november 2017: Solen synker, og dagens sidste stråler siver ind og oplyser ESOs Very Large Telescope (VLT), som er ved at blive forberedt til endnu en nat med stjernekiggeri. Fra denne usædvanlige vinkel ser vi det indviklede indre i en af de fire bygninger til 8,2 meter teleskoperne, som udgør VLT på toppen af Cerro Paranal i Chile. Bygningerne til Unit teleskoperne spiller en vigtig rolle i at bibeholde VLT som et af de fremmeste astronomiske observatorier i Verden. Det omfattende airconditioningsystem, som ses som de metalrør, som snor sig omkring teleskopet, og den topmoderne kuppel samarbejder om at opretholde et perfekt observationsmiljø. Bygningerne skærmer teleskoperne fra de barske omgiveler, og om natten afskærmes de følsomme instrumenter fra vind og vejr, så det tynde primærspejl ikke bliver deformeret, og slører observationerne. Billedet er taget af ESO Photo Ambassador Alexandru Tudorică.

30. oktober 2017: Klare blå stjerner er drysset ud over sydhimlen og den galaktiske bule i vores Mælkevej. De hænger adstadigt over horisonten i dette flotte billede fra ESOs Paranalobservatorium. Billedet er taget oppe på Cerro Paranal i Chile, hvor ESOs Very Large Telescope (VLT) holder til. I forgrunden ser man den åbne kuppel til et af de fire 1,8 meter Auxiliary Telescopes. De fire ATer kan bruges sammen, og så danner de Very Large Telescope Interferometer (VLTI). Mælkevejens bue er oversået med klare områder af varm gas. Den meget klare stjerne i det øvre venstre hjørne af billedet er stjernen Antares, som er den klareste stjerne i stjernebilledet Scorpius - Skorpionen. Det er iblandt stjernerne på nattehimlen den femtende klareste.

23. oktober 2017: Lørdag den 21. oktober åbnede ESOs hovedkvarter i Garching ved München atter en gang dørene til det årlige Åbent Husarrangement. Det skete samtidig med, at flere andre institutioner i forskerparkområdet også holdt åbent. ESO inviterede gæsterne til på nærmeste hold at opleve den organisation, som står for Verdens førende jordbaserede astronomiske forskning. Allerede før dørene åbnedes klokken 11:00 var der kø udenfor af gæster, som var ivrige efter at opleve alle de forskellige aktiviteter. I alt dukkede der omkring 5600 op for at få svar på spørgsmål fra astronomerne og for at se, hvordan tingene foregår i en organisation, som er i forreste række i astronomien. I løbet af dagen var der eksperimenter, rundvisninger, en udstilling om ESO-observatorierne, foredrag ved ESOs forskere og live forbindelse til ESOs observatorier i Chile. Der var også mulighed for at prøve nogle af de interaktive spil, som bliver en del af udstillingerne i det ...

16. oktober 2017: Billedet her, fra Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) viser V1247 Orionis, som er en ung varm stjerne omgivet af en aktiv ring af gasser og støv - det, som kaldes en circumstellar disc. Skiven ser man her i to dele; en klart afgrænset central ring af stof og så en tyndere halvmåneform længere ude. Området imellem ringen og halvmånebuen - det, som vi ser som en mørk stribe - formodes at stamme fra en ung planet, som skærer sig vej igennem skiven. På planetens vej omkring stjernen, skaber den områder med højt tryk på hver side af sin bane, lidt i retning af, hvordan et skib danner stævnbølger på vej igennem vandet. Disse højtryksområder kan fungere som beskyttede områder der, hvor der sker ny planetdannelse: i områderne fanges støvpartikler i millioner af år, og det giver dem tid til at klumpe sig sammen og vokse til planeter. ALMAs gode opløsningsevne ...

9. oktober 2017: Familiportrættet her er indfanget af ESO Photo Ambassador Alexandru Tudorică, og det viser alle de teleskoper, som befinder sig på ESOs La Silla Observatorium i Chile. Højt oppe over sine slægtninge stråler 3,6-meter telesckopet i venstre side af billedet. Det teleskop er Verdens skrappeste jordbaserede exoplanetjæger, udstyret med instrumentet High Accuracy Radial velocity Planet Searcher (HARPS. På en nærliggende bjergtop står ESOs New Technology Telescope (NTT), som det næststørste familiemedlem. NTT har været prøvekanin for mange nye teknikker, som for eksempel active optics - nu en standard på teleskoper over hele Verden, og her iblandt ESOs Very Large Telescope (VLT). De mindre kupler rummer teleskoper, som er ESOs egne, samarbejdende fra flere nationer eller nogle, som er taget ud af brug. De ses langs hele områdets største adgangsvej, som snor sig langs den solbeskinnede bjergside hen imod de forskellige teknik- og støttefunktionsbygninger.