Ugens billede 2016

21. marts 2016: Den mørke plet, som snor sig hen over dette flotte billede af stjerner i stjernebilledet Ophiuchus er ikke helt, hvad den måske ser ud til.Det ser ud, som om der ikke er nogen stjerner i området, men det er der skam. De er blot skjulte bag pletten, som er en tæt støvsky med katalognavnet LDN 1768.Selvom de ser ret kedelige ud, er skyer som LDN 1768 meget interessante for astronomerne. Det er nemlig her, de nye stjerner dannes. Inde i disse enorme barnekamre findes protostjerner - altså stjerner i de allertidligste faser af deres tilværelse. De er stadig i gang med at dannes af de gasarter og støvet, som er i skyerne.Protostjerner er relativt kolde, og de er endnu ikke begyndt at udsende synligt lys. Istedet stråler de i submillimeterbølgelængder, som vi ikke kan se med øjet. Heldigvis bliver disse bølgelængder ikke absorberet af støvskyen, så med særlige teleskoper, som ...

14. marts 2016: Kort før daggry kan der se sådan ud ved La Silla Observatoriet i udkanten af Chiles Atacamaørken. Det orange skær i horisonten varsler Solens snarlige opdukken. Morgengryets gudinde får et kys af nattens hersker; the Mælkevejen, som strækker sig hen over hele nattehimlen. I vores hjemlige galakse vrimler det med mørke pletter. De stammer fra det kosmiske støv, som spærrer for lyset bagved. I forgrunden ser man så nogle af observatoriets teleskopbygninger. Nærmest er det Swedish–ESO Submillimetre Telescope (SEST), med en diameter af parabolen på 15 meter. Teleskopet blev taget ud af brug i 2003, og erstattes nu af Atacama Pathfinder EXperiment telescope (APEX) og Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). På bjergtoppen i baggrunden står ESOs 3,6-meter teleskop, med Coudé Auxiliary Telescope (CAT) bygningen næsten skjult bagved. Det ser næsten ud som om SEST peger på et meget klart himmelobjekt. Det er vores naboplanet Venus. Solens lys rammer de hvide ...

7. marts 2016: Vores egen galakse, Mælkevejen strækker sig hen over himlen over dette landskab i de chilenske Andesbjerge. I forgrunden står observatoriebygninger med instrumenter af bedste slags langs vejene på ESOs La Silla Observatorium og peger mod Mælkevejen og meget længere bort. Der er flere af de multinationale teleskoper med i billedfeltet her. Øverst og i midten er ESOs 3,6-meter teleskop med instrumentet High Accuracy Radial velocity Planet Searcher (HARPS) - den bedste exoplanetjæger på Jordens overflade. Lige ved siden af hovedkuplen stod tidligere Coudé Auxiliary Telescope (CAT), som samlede lyst ind til den kraftige Coudé Echelle Spectrograph. Begge er nu taget ud af drift. For foden af bjergtoppen findes det franske Rapid Action Telescope for Transient Objects (TAROT), som er det, der meget hurtigt kan følge op på observationer af de højenergibegivenheder, som kaldes gamma-ray bursts. Det Schweiziske 1,2-metrer Leonhard Euler Telescope i kuplen til venstre bruges til samme formål, men ...

29. februar 2016: Som silhouet i solnedgangsskæret står her et af de fire hjælpeteleskoper, Auxiliary Telescopes (ATs), som hører til Very Large Telescope Interferometer (VLTI) på ESOs Paranal-observatorium. Over teleskopbygningen hænger et tyndt månesegl. Hele VLTI består af disse fire AT sammen med de fire store Unit Telescopes. UT'erne står fast i deres bygninger, men de fire 1,8m AT'er kan flyttes, og de kan anbringes 30 forskellige steder rundt omkring på bjergtoppen, så de kan danne basislinier på op til 200 meter. Tilsammen udgør hele VLTI hvad der svarer til eet teleskop med en diameter på op til 200 meter. Teknikken, som kaldes interferometri, kombinerer lyset fra de store og de små teleskoper for at øge opløsningsevnen for det samlede teleskop. Med VLTI kan man opnå en opløsningsevne på milli-buesekunder - det svarer til at kunne skelne to objekter med en afstand imellem dem på to meter, hvis de befinder sig i samme ...

22. februar 2016: Det her billede er snyd - bogstaveligt! Det er ikke et enkelt billede, men er sammensat af to forskellige fotografier. Det viser januarhimlen set fra begge halvkugler af Jorden, samtidig. Den dygtige fotograf er ESO Photo Ambassador Petr Horálek. Petr optog den øverste del af billedet fra ESOs Paranal Observatorium i Chile, og den nederste del fra den slovakiske landsby Oravska Lesna. Senere er de to billedet sat sammen til den flotte korsformede optagelse. Den ene arm af det markante X, fra øverste højre hjørne til nederste venstre, er Mælkevejen. Den anden diagonal i X-et er lysende søjler af zodiacallys. Midt i billedet ses et af de fire små 1,8 m Auxiliary Telescopes, som udgør en del af ESOs Very Large Telescope (VLT). Lysskæret i den nederste del af billedet stammer fra lysforureningen i Oravska. Der er ikke noget tilsvarende i den øvreste del fordi Paranalobservatoriet ligger så langt væk ...

15. februar 2016: Der er en fantastisk forskel i afstande i dette foto af Yuri Beletsky. Det er både jordiske og astronomiske motiver, som han har sat sammen.I forgrunden rejser ESOs VISTA survey telescope sig. Det er et 4,1 m teleskop, som gennemmønstrer himlen i infrarødt lys, og finder interessante objekter, som så bliver studeret nærmere med de fire 8,2 m teleskoper i ESOs Very Large Telescope (VLT) anlæg. VLT ses på bjergtoppen til højre for VISTA, og afstanden er omkring een kilometer op ad bjergvejen.På himlen over VISTA strækker sig et lysende bånd nederst fra venstre og op mod højre. Det er Mælkevejens skive, som ses lige fra kanten og i retning ind imod dens centrum. Med det blotte øje kan vi ikke se hele vejen ind til midten, men vi véd at afstanden er omkring 30 000 lysår. Det bliver til 280 kvadrillioner kilometer, eller 280 000 000 000 000 000 ...

8. februar 2016: - Og hvad har en lastbil så med astronomi at gøre? Altså, dette her er ikke nogen helt almindelig lastbil - det er en ALMA transporter! Den er 20 meter lang og 10 meter bred, og den er en af to specialbyggede vogne, som transporterer de 66 antenner, som udgør Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA). Oppe fra sin højslette 5000 meter over havet i Chiles Atacamaørken, har ALMA et unikt kig ud på de meget kolde dele af Universet, hvor man kan se hvordan stjerner dannes med en detaljerigdom, som ikke før er set. De to vogne - denne her hedder Lore, og dens tvilling hedder Otto - flytter rundt på antennerne langs den 28 kilometer lange vej fra stedet, hvor antennerne bliver bygget, 3000 meter over havet og op til selve observatoriet, som altså ligger omkring 2 kilometer højere. Derefter bruges vognene til at anbringe antennerne i de forskellige ...

1. februar 2016: Ugens billede viser spiralgalaksen NGC 986 i stjernebilledet Fornax (Den Kemiske Ovn). Galaksen blev opdaget i 1826 af den skotske astronom James Dunlop, og den ses ikke så tit på billeder, fordi den den ligger lige ved siden af den rige og berømte hob af galakser Fornaxhoben. Det er synd, for NGC986 er ikke blot af stor videnskabelig interesse - den er også rigtig pæn! Galaksen er omkring 56 millioner lysår væk, og vi ser den næsten fuldstændig ovenfra - på astronomisprog: face-on. Det gør det muligt at se de to hoved-spiralarme, og også en central bjælkestruktur, som består af stjerner og støv. Deraf navnet; en bjælkespiralgalakse. Det har vist sig, at omkring to tredjedele af alle spiralgalakser har en bjælke omkring centeret, og det har vores egen Mælkevejen også. Derfor er NGC986 helt perfekt, når man vil studere galaksestruktur, og når man vil lære mere om vores hjemmegalakse, som ...

25. januar 2016: På himlen over ESOs La Silla Observatorium, ses Sydkorset tydelige lige til højre for kuplen til det Danske 1,54-meter teleskop, og nede til højre i billedet stråler to klare stjerner på den flotte mørke himmel. Fra højre til venstre er det Alpha og Beta Centauri. Alpha Centauri er en flerdobbelt stjerne, og det er det stjernesystem, som er tættest på vores eget Solsystem. Lidt tættere på Jorden end de to klare komponenter i Alpha Centauri, og usynlig for det blotte øje ligger Proxima Centauri. Det er den tredje stjerne i dette system, og det er vores nærmeste nabostjerne med en afstand på kun 4,2 lysår. Observationer har tidligere antydet, at der måske er en lille ledsager, som kredser om denne røde dværgstjerne. I januar 2016 starter der en observationskampagne, hvor astronomerne vil fokusere på små vrik i dværgstjernens bane. Det kan afsløre, om der faktiske er en jordlignende planet i ...

18. januar 2016: The Milky Way contains hundreds of billions of stars. However, the star at the centre of this image still manages to be very unusual — no mean feat! A Brazilian–American team led by Jorge Melendez, from the University of São Paulo used two of ESO’s telescopes in Chile to discover that this star, named 2MASS J18082002–5104378, is a rare relic from the Milky Way’s formative years. As such, it offers astronomers a precious opportunity to explore the first stars that sprung to life within our galaxy. 2MASS J18082002–5104378 was spotted in 2014 by ESO’s New Technology Telescope (NTT). Follow-up observations using ESO’s Very Large Telescope (VLT) discovered that, unlike younger stars such as the Sun, this star shows an unusually low abundance of what astronomers curiously call metals — elements heavier than hydrogen and helium. In fact, it is so devoid of these elements that it is known as an ...

11. januar 2016: Billedet her, fra La Silla Observatoriet i Chile, viser Fuldmånen lavt på den lilla himmel, en fotograf på hug på en klippe, og bygningen til New Technology Telescope (NTT) på en klippetop. Det repræsenterer de tre ting, som er nødvendige i observationsastronomien: Noget at kigge på, et teleskop at kigge med og en person til at hente mening ud af observationerne. Månen er det nærmeste himmellegeme, og den kredser omkring 400 000 kilometer borte, som vores eneste naturligel satellit. På trods af det pæne lys og den æstetiske placering på dette billede, er Månen ikke nogen særligt god ven i astronomernes optik(!). Det sollys, som reflekteres fra Månens overflade skaber lysforurening, og gør det sværere at observere fjernere og meget svagtlysende objekter. Lysforureningen er dog ikke et problem for den person, som beundrer udsigten her. Det er Babak A. Tafreshi, som er en af ESOs fotoambassadører. Svælget imellem astronomerne og ...

4. januar 2016: Disse venligt udseende pelsdyr er guanacoer. De er på besøg ved ESOs 3,6-meter teleskop på La Sillaobservatoriet. Guanacoer og Vicuñaer er de to arter af vilde 'camelider', som hører til i det nordlige Chile.De støreste er guanacoerne. De kan blive fra een til to meter lange fra hoved til hale, og de kan veje op til 120 kg. De er blandt de største landpattedyr i Chile.De er nysgerrige og hårdføre, og udbredte i Bolivia, Paraguay, Argentina og i hele Andesbjergkæden fra Tierra del Fuego i det sydligste Chile og hele vejen op til Peru. De guffer lystigt i sig af alt, hvad der trives af plantevækst i ørkenen, svampe, græsarter, blade, træer og endda nogle arter af kaktusblomster.Både guanacoer og vicuñaer er velkendte gæster på ESOs observatorier i Atacamaørkenen. I februar 2014 blev en hun-vicuña reddet af medlemmer af ESOs stab da den vandrede ind i området på Chajnantorplateauet, hvor ...