Meddelelse
ESOs Extremely Large Telescope skal påbegynde det videnskabelige arbejde i 2027
11. juni 2021
Arbejdet med at opføre ESOs Extremely Large Telescope (ELT) på Cerro Armazones i Chile er nu ved at blive genoptaget efter en afbrydelse på grund af COVID-19 pandemien. Midt i 2020 blev arbejdet standset midlertidigt. Opbygning og design af delene i Europa til ELT fortsatte stabilt, og udviklingen i dette avancerede og ambitiøse projekt, som kommer til at revolutionere den moderne astronomi, er fulgt tæt i det forløbne år. Nu forventes ESOs ELT at kunne levere de første videnskabelige resultater i september 2027, omkring et halvt år med finpudsninger efter det første tekniske "first light".
I de seneste uger har det italienske konsortium ACe (Cimolai, Astadi), som er ansvarligt for kuplen og konstruktionen af hovedopbygningen, været i gang med at genoptage aktiviteterne på byggepladsen i Chiles Atacamaørken. Med dette vigtige trin overstået i Chile er det blevet muligt at vurdere hvor meget den globale pandemi har påvirket tidsplanen for ELT. Det meste af arbejdet rundt omkring i Europa har fortsat på trods af problemerne med de skiftende forhold omkring pandemien siden starten af 2020, men konstruktionen af teleskopet i sin helhed er til nu blevet forsinket i hvad der anslås til omkring halvandet år.
Når det er færdigt, vil ESOs ELT være det største optiske teleskop i Verden. Det vil indsamle mere lys end alle de eksisterende teleskoper i 8-10 meterklassen gør tilsammen. Hovedspejlet med en diameter på 39 meter, det banebrydende femspejlsdesign og teknologi, som er i frontlinien til at korrigere for atmosfærens forstyrrende indvirkning vil alt i alt give billeder, som er 15 gange skarpere, end hvad der har været muligt med Hubble Rumteleskopet. ELT kommer til at udvide de videnskabelige grænser blandt andet indenfor områder såsom opdagelsen af beboelige exoplaneter, galaksedannelse og studierne af mørk energi og mørkt stof.
ELTs videnskabelige evner bliver ikke påvirket af den nye byggeplan, og når de videnskabelige projekter går i gang kommer ELT til at gå i kødet på de største astronomiske udfordringer i vor tid, og der vil ske opdagelser, som vi slet ikke endnu kan forestille os.
Har du lyst til at overvære byggearbejdet i realtime? Så kan du følge med via vores webcam.
Om meddelelsen
Id: | ann21008 |