Teleskoper og instrumenter

Kilde: ESO/M. Kornmesser/F. Kamphues/TNO

Som fastlagt i sin konvention stiller ESO topmoderne faciliteter til rådighed for Europas astronomer og fremmer og organiserer samarbejdet inden for astronomisk forskning.

I dag driver ESO nogle af verdens største og mest avancerede observationsfaciliteter på tre forskellige steder i det nordlige Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. De er de bedste steder for astronomiske observationer, der kendes på den sydlige halvkugle. Med andre aktiviteter såsom teknologiudvikling, konferencer og uddannelsesprojekter spiller ESO en afgørende rolle i dannelsen af et europæisk forskningsområde (European Research Area) for astronomi og astrofysik.

Udstyr på Paranal-observatoriet

Very Large Telescope (VLT) på Cerro Paranal er ESO's primære værktøj til observationer i synligt og infrarødt lys. Alle fire enhedsteleskoper, der hver har et hovedspejl på 8,2 meter i diameter, er individuelt i drift med et stort udvalg af instrumenter.

VLT giver også mulighed for at kombinere lyset fra de fire enhedsteleskoper (UT: Unit Telescope) til at arbejde som et interferometer. Very Large Telescope Interferometer (VLTI) giver med sit eget udvalg af instrumenter i sidste ende billeder på millibuesekund-niveau samt astrometri (positionsmåling) med en nøjagtighed på 10 mikrobuesekunder. Ud over 8,2 meter teleskoperne suppleres VLTI af fire hjælpeteleskoper (AT: Auxiliary Telescope) med hovedspejle, der er 1,8 meter i diameter. De forbedrer teleskopets billeddannende kapacitet og sikrer en fuld udnyttelse af nætterne året rundt.

To teleskoper til kortlægningsopgaver er også i drift på Paranal. Det er VLT Survey Telescope (VST, 2,6 meter i diameter) til synligt lys, og Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA, 4,1 meter) til infrarødt lys.

Se VLT på Google Maps med billeder fra offentligheden.

Udstyr på La Silla-observatoriet

ESO har tre større teleskoper (3,6 meter teleskopet, New Technology Telescope (NTT), 2,2 meter Max-Planck-ESO Telescope) på La Silla-observatoriet. De er udstyret med de bedste instrumenter, der enten er bygget helt af ESO eller af eksterne konsortier med betydelige bidrag fra ESO.

Se La Silla på Google Maps med billeder fra offentligheden.






APEX

Atacama Pathfinder EXperiment (APEX) er et samarbejde mellem Max-Planck-Institut für Radioastronomie (MPIfR) på 55 %, Onsala Space Observatory (OSO) på 13 % og ESO på 32 %. Samarbejdet går ud på at bygge og drive en modificeret ALMA prototype-antenne som en enkeltstående parabol på højsletten Llano Chajnantor i 5100 meters højde. Teleskopet blev leveret af VERTEX Antennentechnik i Duisburg, Tyskland. APEX består af en række heterodyne spektrometre og vidvinkel-bolometerkameraer, der opererer i de fleste af de atmosfæriske vinduer fra 0,2 til 1,4 mm. Teleskopet bliver drevet af ESO.

Se Chajnantor på Google Maps med billeder fra offentligheden.

 

 

ALMA

Atacama Large Millimeter/sub-millimeter Array, eller ALMA, er et internationalt samarbejde om at udvikle og drive et teleskop med et revolutionerende design, der studerer Universet fra et område ved foden af de chilenske Andesbjerge. ALMA består af 66 højpræcisionsantenner, der opererer i bølgelængder mellem 0,32 og 3,6 mm. Teleskopets hovedsystem på 12 meter har 50 antenner, der hver er 12 meter i diameter. Antennerne arbejder sammen som ét teleskop, et interferometer. Derudover supplerer et kompakt system med fire antenner på 12 meter og 12 antenner på syv meter systemet. Antennerne på ALMA kan opstilles i forskellige konfigurationer, hvor den maksimale afstand mellem antennerne kan variere fra 150 meter til 16 kilometer, hvilket vil give ALMA en kraftig variabel "zoom". ALMA-korrelatoren, en specialdesignet computer, der kombinerer de informationer, den modtager fra antennerne, kan udføre svimlende 16.000 billioner (1,6 x 1016) operationer i sekundet.

ALMA blev indviet i 2013, men den første runde videnskabelige observationer med et delvist anlæg, begyndte allerede i 2011. ALMA-projektet er et partnerskab mellem ESO (som repræsenterer medlemstaterne), NSF (USA) og NINS (Japan), sammen med NRC (Canada), NSC og ASIAA (Taiwan) og KASI (Sydkorea), i samarbejde med Chile. Joint ALMA Observatory drives af ESO, AUI/NRAO og NAOJ.

Se ALMA-siden for mere information. Oplysninger om besøg på ESOs installationer findes her.

ELT

ESO har samarbejdet med brugerne, de europæiske astronomer og astrofysikere for at definere det nye kæmpeteleskop, som vil være nødvendigt fra midten af det næste årti: Extremely Large Telescope (ELT). ELT bliver det største teleskop i Verden, som observerer i synligt og i nær-infrarødt lys. Det bliver Verdens største øje mod himlen. Alene spejlet dækker over næsten halvdelen af en fodboldbanes areal.

Sent i 2014 blev der givet grønt lys for konstruktionen af teleskopet, og det forventes taget i brug i 2024.

ELT bliver bygget på bjerget Cerro Armazones, 20 kilometer fra Paranal, hvor VLT befinder sig.

Med et hovedspejl på 39 meter med højpræcisions adaptiv optik kan ELT meget vel komme til at revolutionere vores opfattelse af Universet på samme måde som Galilei gjorde med sit lille teleskop for godt 400 år siden, da han rettede det mod himlen og forstod, hvad han så.

Flere oplysninger på ELT websiden her.

For forskere

Mere om ESOs observatorier her

Mere om fremtidens teleskoper og udstyr her

 

Teleskoper i brug eller under opbygning

Her er ESOs teleskoper. De, som er mærket med * er i øjeblikket under opbygning.

 

Decommissionerede teleskoper - ude af brug