Pressemeddelelse

Medusas frygtelige skønhed

Solens fremtidige skæbne

20. maj 2015

Det mest detaljerede billede af Medusatågen indtil nu er optaget af astronomerne med ESOs Very Large Telescope i Chile. Stjernen i hjertet af denne tåge er på vej på pension, men undervejs har den smidt sine ydre lag væk, ud i rummet, og her danner gasarterne denne farverige sky. Det her billede er et forvarsel om, hvad der venter Solen, som også ad åre kommer til at se sådan her ud.

Den smukke planetariske tåge er opkaldt efter et forfærdeligt uhyre fra den græske mytologi - gorgonen Medusa. Tågen kendes også under navnet Sharpless 2-274, og den befinder sig i stjernebilledet Tvillingerne. Medusatågen strækker sig over omtrent fire lysår, og afstanden er omkring 1500 lysår. På trods af størrelsen er den meget svagtlysende og svær at observere.

Medusa var et forfærdeligt uhyre med slanger istedet for hår. Slangerne ser man på billedet som de snoede striber af lysende gasarter i tågen. Langt udenfor billedets område strækker sig et rødligt skær fra brint og svagere grønne farvetoner fra ilt. Alt i alt danner lyset en halvmånefacon på himlen. En stjerne i dette stadie i sit liv udsender ofte gasser og stof med mellemrum, og det er det, der er årsag til de smukke strukturer i de planetariske tåger.

Stjernerne i de planetariske tåger omgives af disse farverige gasskyer i titusinder af år[1]. Efter endnu nogle få tusinde år spreder gasserne sig så ud i omgivelserne, og bliver svagere og sværere at se. Det er det sidste trin i omdannelsen af stjerner som Solen, før de ender deres aktive tilværelse som hvide dværge. Stadiet som planetarisk tåge er kun et kort øjeblik i stjernes samlede livsløb - nogenlunde den samme tid, som det tager for et barn at blæse en sæbeboble og se den drive bort, i sammenligning med et helt menneskeliv.

Det er intens ultraviolet stråling fra den meget varme stjerne i tågens indre, som får atomerne i gasserne til at miste deres elektroner, så der tilbage er ioniseret gas. Tågens farver kan man bruge til at afsløre, hvilke grundstoffer, tågen består af. Det grønne lys kommer fra dobbelt ioniseret ilt ([O III]), og det er et sikkert tegn på, at vi har at gøre med en planetarisk tåge. Med de rigtige filtre kan astronomerne isolere strålingen fra den lysende gas, og dermed få den til at træde klarere frem på baggrund af en mørkere stjernehimmel.

I starten, da man først observerede det grønne [O III] lys, troede astronomerne, at de havde opdaget et nyt grundstof, som fik navnet nebulium. Senere fandt de så ud af, at det blot var en farve, som meget sjældent ses[2], fra en ioniseret tilstand af det gammelkendte grundstof ilt, eller oxygen.

Tågens andet navn er Abell 21 (eller formelt PN A66 21), opkaldt efter den amerikanske astronom George O. Abell, som opdagede tågen i 1955. I nogen tid diskuterede videnskabsfolkene, om der kunne være tale om resterne efter en a supernova eksplosion. I 1970erne blev det muligt at måle bevægelsen for stofferne i skyen, og dermed kunne man tydeligt identificere den som en planetarisk tåge[3].

Billedet er optaget med instrumentet FOcal Reducer and low dispersion Spectrograph (FORS), som er tilkoblet VLT-teleskopet. Optagelsen er et eksempel fra ESO Cosmic Gems programmet [4].

Noter

[1] Selvom det kunne se sådan ud, er den klare stjerne i midten af billedet ikke kernen i Medusatågen. Det er en forgrundsstjerner, som har betegnelsen TYC 776-1339-1. Den rigtige centralstjerne er en svagere, blålig stjerne, som ligger lidt skævt for midten af halvmånefaconen i højre side af billedet.

[2] Denne slags stråling er sjælden fordi den dannes af en forbudst overgang - en overgang, som er forbudt af kvantemekanikkens regler, men som alligevel kan forekomme med meget lav sandsynlighed. Betegnelsen [O III] betyder, at strålingen er forbudt [de kantede parenteser] og kommer fra dobbelt ioniseret (deraf tallet III for grundtilstanden og to overliggende ioniseringer) oxygen (det latinske navn for ilt).

[3] Skyens udvidelseshastighed er omkring 50 km/sekund - og det er meget mindre end den hastighed, man ville forventet for en supernovarest.

[4] ESO Cosmic Gems programme programmet er et formidlingsprogram som har til formål at producere billeder af interessante, spændende eller blot smukke objekter ved hjælp af ESOs teleskoper. Formålet er både uddannelse og almindelige formidling. I programmet bruger man observationstid, som alligevel ikke kunne have været brugt til forskning. De optagelser, som man foretager kan dog også bruges videnskabeligt, og de stilles til rådighede for forskerne igennem ESOs videnskabelige arkiver.

Mere information

ESO er den fremmeste fællesnationale astronomiorganisation i Europa, og verdens langt mest produktive jordbaserede astronomiske observatorium. 16 lande er med i ESO: Belgien, Brazilien, Danmark, Finland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Polen, Portugal, Spanien, Sverige, Schweiz, Storbritannien, Tjekkiet, Tyskland og Østrig, og desuden værtsnationen Chile. ESO har et ambitiøst program, som gør det muligt for astronomer at gøre vigtige videnskabelige opdagelser. Programmet har focus på design, konstruktion og drift af stærke jordbaserede observatorier. Desuden har ESO en ledende rolle i formidling og organisering af samarbejde omkring astronomisk forskning. ESO driver tre enestående observatorier i verdensklasse i Chile: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO VLT, Very Large Telescope, som er verdens mest avancerede observatorium for synligt lys, samt to oversigtsteleskoper. VISTA, som observerer i infrarødt, er verdens største oversigtsteleskop, og VLT Survey Teleskopet er det største teleskop bygget til at overvåge himlen i synligt lys. ESO er en af de største partnere i ALMA, som er det største eksisterende astronomiprojekt. For tiden bygges E-ELT, et 39 m optisk og nærinfrarødt teleskop på Cerro Armazones, tæt ved Paranal. Det bliver "verdens største himmeløje".

Links

Kontakter

Richard Hook
ESO Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Mobil: +49 151 1537 3591
E-mail: rhook@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1520 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1520da
Navn:Medusa Nebula, Sh 2-274
Type:Milky Way : Nebula : Type : Planetary
Facility:Very Large Telescope
Instruments:FORS2

Billeder

Medusatågen fotograferet af ESOs VLT
Medusatågen fotograferet af ESOs VLT
Medusatågen i stjernebilledet Tvillingerne
Medusatågen i stjernebilledet Tvillingerne
Vidvinkelkig på området omkring Medusatågen
Vidvinkelkig på området omkring Medusatågen

Videoer

Zoom ind på Medusa
Zoom ind på Medusa
Næroptagelse med panorama af Medusatågen
Næroptagelse med panorama af Medusatågen