Pressemeddelelse

Vigtig milepæl for ALMA

Tre antenner, der samarbejder, skyder året i gang for revolutionerende observatorium

4. januar 2010

Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) har passeret en vigtig milepæl, der er afgørende for at få de billeder af høj kvalitet, som vil blive varemærket for dette revolutionerende nye astronomi-værktøj. Astronomer og ingeniører har for første gang med held sammenkoblet tre af observatoriets antenner på det 5000 meter højde observationssted i det nordlige Chile. Ved at have tre antenner, der observerer sammen, banes vejen for billeder af det kolde Univers med hidtil uset opløsning. Med tre antenner er det nemlig muligt at korrigere fejl, der opstår, når kun to antenner anvendes.

Den 20. november 2009 blev den tredje antenne til ALMA-observatoriet succesfuldt installeret på Array Operations Site, der er den højtliggende del af observatoriet. Det ligger på Chajnantor-sletten i en højde på 5000 meter i de chilenske Andesbjerge. Senere efter en række af tekniske tests observerede astronomer og ingeniører de første signaler fra et astronomisk objekt med alle tre 12 meter diameter antenner i sammenkoblet stand. De arbejder nu i døgndrift på at sikre, at systemet kører stabilt og godt.

Det første signal observeret i oktober ved hjælp af kun to ALMA-antenner, kan sammenlignes med et barns første pludren,” siger Leonardo Testi, videnskabelig leder af den europæiske del af ALMA-projektet ved ESO. ”Observationer med en tredje antenne svarer til det øjeblik, hvor barnet siger sit allerførste meningsfulde ord – endnu ikke en hel sætning, men overvældende spændende! Sammenkoblingen af de tre antenner er faktisk det første konkrete skridt i retning mod vores mål om at opnå præcise og skarpe billeder ved submillimeter-bølgelængder.

En vellykket sammenkobling af antennetrioen var en vigtig test af det hele det elektroniske system og softwaren, der nu er ved at blive installeret på ALMA, og succesen lover godt for observatoriets fremtidige kapacitet. Når det er færdigt, vil ALMA have mindst 66 højteknologiske antenner, som arbejder sammen som et ”interferometer”, der virker som et enkelt stort teleskop, som undersøger himlen ved millimeter- og submillimeter-bølgelængder. Kombineringen af de signaler, der modtages på de enkelte antenner, er afgørende for at opnå billeder af astronomiske objekter af hidtil uset kvalitet ved de bølgelængder, antennerne er designet til at observere ved.

Sammenkoblingen af de tre antenner er et kritisk skridt i retning mod observatoriets drift som et interferometer. Selvom de første, vellykkede målinger med kun to antenner blev gennemført på den højtliggende del af ALMA-observatoriet i oktober 2009 (se ESO annoncering) og demonstrerede instrumenternes enestående ydelse, er tilføjelsen af den tredje antenne et spring af afgørende betydning ind i observatoriets fremtid. Denne milepæl i projektet er kendt som ”faselukning” og giver en vigtig uafhængig kontrol af kvaliteten af inerferometrien.

Brugen af et netværk af tre (eller flere) antenner i et interferometer øger ydeevnen dramatisk i forhold til et simpelt par antenner,” forklarer Wolfgang Wild, europæisk ALMA-projektleder. ”Det giver astronomer kontrol over mulige effekter, som forringer billedkvaliteten på grund af instrumentet eller atmosfærisk turbulens. Ved at sammenligne de signaler, der modtages samtidig af de tre individuelle antenner, kan disse uønskede virkninger ophæves – det er helt umuligt ved hjælp af kun to antenner.

For at nå dette afgørende mål, observerede astronomer lyset, der kommer fra en fjern ekstragalaktisk kilde, kvasaren ”B1924-293”. Den er kendt blandt astronomer for at udsende kraftig stråling ved meget lange bølgelængder, herunder millimeter/submillimeter området, der undersøges af ALMA. Stabiliteten af signalet, målt fra dette objekt, viser at antennerne fungerer imponerende godt.

Flere antenner vil blive installeret på Chajnantor-sletten over det kommende år og videre frem, så astronomerne kan begynde at producere de første videnskabelige resultater med ALMA-systemet omkring 2011. Efter dette, vil interferometeret støt vokse til sit fulde videnskabelige potentiale med mindst 66 antenner.

ALMA er en international astronomisk facilitet, der er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile.

Mere information

Atacama Large Millimeter/submillimeter Array (ALMA) er en international astronomisk facilitet, der er et partnerskab mellem Europa, Nordamerika og Østasien i samarbejde med Chile. ESO er den europæiske partner i ALMA. ALMA, der er det største igangværende astronomiske projekt, er et revolutionerende teleskop, der vil bestå af 66 antenner med diametre på 12 meter og 7 meter, som observerer ved millimeter- og submillimeter-bølgelængder. ALMA vil starte videnskabelige observationer i 2011.

ESO, det Europæiske Syd Observatorium, er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende medlemslande: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Flere lande har udtrykt interesse i medlemskab. ESO’s aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for astronomi for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys, og VISTA, som er verdens største kortlægningsteleskop. ESO planlægger i øjeblikket et 42 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive ”verdens største øje mod himlen”.

Links

Kontakter

Wolfgang Wild
ESO
Garching, Germany
Tel: +49 89 3200 6716 (after 6 January)
Mobil: +49 160 9411 7833
E-mail: wwild@eso.org

Leonardo Testi
ESO
Garching, Germany
Tel: +49 89 3200 6541 (from 8 January 2010)
E-mail: ltesti@eso.org

Lars Lindberg Christensen
ESO
Garching, Germany
Tel: +49 173 38 72 621 (UT-5h)
E-mail: lars@eso.org

Richard Hook
ESO
Garching, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
E-mail: rhook@eso.org

Douglas Pierce-Price
ESO
Garching, Germany
E-mail: dpiercep@eso.org

Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1001 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1001da
Navn:Atacama Large Millimeter/submillimeter Array
Type:Unspecified : Technology : Observatory : Telescope
Facility:Atacama Large Millimeter/submillimeter Array

Billeder

Three ALMA antennas working in unison
Three ALMA antennas working in unison
tekst kun tilgængelig på engelsk