Pressemeddelelse
Snigpremiere på kortlægningsteleskopernes skattekiste
VST-billeder af Lagunetågen
22. januar 2014
VLT Survey Telescope (VST) på ESOs Paranal-observatorium i Chile har lavet dette meget detaljerede billede af Lagunetågen. Denne gigantiske sky af gas og støv danner intenst klare unge stjerner og er hjemsted for unge stjernehobe. Billedet er en meget lille del af blot en ud af elleve offentlige kortlægninger af himlen som lige nu bliver lavet med ESOs teleskoper. Samlet set er de en enorm arv af offentlige data for alverdens astronomer.
Lagunetågen er et fascinerende objekt, der ligger omkring 5000 lysår fra Jorden i stjernebilledet Sagittarius (på dansk Skytten). Den kaldes også for Messier 8 og er en kæmpe gassky 100 lysår i diameter, hvor nye stjerner dannes inde i skyens fjeragtige områder af gas og støv [1]. Dette nye billede, der er 17.000 pixels bredt, kommer fra ESOs VLT Survey Telescope (VST), som er det ene af to dedikerede kortlægningsteleskoper på ESOs Paranal-observatorium i det nordlige Chile. En zoombar udgave af billedet gør det muligt for beskueren selv at udforske tågens mange krinkelkroge.
VST var ikke bevidst rettet mod Lagunetågen, men den blev simplethen fanget som del af et meget stort kortlægningsprojekt kaldet VPHAS+, som dækker en langt større del af Mælkevejen. VPHAS+ er blot en af tre kortlægninger lavet i synligt lys med VST. Disse bliver suppleret med seks kortlægninger i infrarødt lys lavet med kortlægningsteleskopet VISTA.
Kortlægningerne tager fat på mange vigtige spørgsmål indenfor moderne astronomi. Det handler om den mørke energis natur, eftersøgning af lysstærke kvasarer i det tidlige univers, undersøgelse af Mælkevejens struktur og jagten på usædvanlige og skjulte objekter, studier af nabogalakserne de Magellanske Skyer og mange andre områder. Historien har vist, at kortlægninger af himlen ofte afslører uventede ting som er afgørende for fremskridtet indenfor astronmisk forskning.
Udover de ni billedkortlægninger med VISTA og VST, er der to andre kortlægninger i gang med ESOs øvrige teleskoper. Den ene, Gaia-ESO Survey, bruger Very Large Telescope (VLT) på Paranal til at kortlægge egenskaberne for mere end 100.000 stjerner i Mælkevejen. Den anden, (PESSTO), følger op på kortvarigt opblussende objekter som supernovaer ved at bruge New Technology Telescope på La Silla [2].
Nogle af kortlægningerne begyndte tilbage i 2010, mens andre er startet senere, men data fra dem alle offentliggøres nu og er tilgængelige for astronomer verden over gennem ESOs arkiv [3]. Selvom kortlægningerne stadig er i gang, gør de det allerede nu muligt for astronomerne at gøre mange nye opdagelser. Bare et udpluk af disse resultater omfatter nye stjernehobe opdaget i VVV-kortlægningen (eso1128, eso1141), det bedste kort nogensinde af de centrale dele af Mælkevejen (eso1242, eso1339), et meget detaljeret billede af himlen i infrarødt lys (eso1213) og lige for nylig nogle af de fjerneste kvasarer, der til dato er opdaget (VISTA VIKING-kortlægningen).
ESOs offentlige kortlægninger vil fortsætte mange år endnu og deres astronomiske arv vil strække sig mange årtier ud i fremtiden.
Noter
[1] ESO har tidligere produceret flere fantastiske billeder af denne tåge – mest markant et enormt 370-megapixel billede som er en del af GigaGalaxy Zoom-projektet (eso0936). Et helt andet kig på tågen er leveret af Visible and Infrared Survey Telescope for Astronomy (VISTA) VVV-kortlægning, som har udforsket tågens mysterier i infrarødt lys (eso1101).
[2] Flere oplysninger om alle elleve kortlægninger er tilgængelige her,, og en omfattende beskrivelse af deres status og resultater udgives i en særlig sektion af den seneste udgave af ESO Messenger.
[3] Et overblik over frigivelsen af data for de elleve offentlige kortlægningsprojekter er også tilgængelig.
Mere information
ESO er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende 15 medlemslande: Belgien, Brasilien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. ESOs aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser inden for astronomi. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys samt to kortlægningsteleskoper. VISTA arbejder i infrarødt lys og er verdens største kortlægningsteleskop, mens VLT Survey Telescope (VST) er det største teleskop, der udelukkende er bygget til at kortlægge himlen i synligt lys. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 39 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive "verdens største øje mod himlen".
Links
Kontakter
Richard Hook
ESO Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Mobil: +49 151 1537 3591
E-mail: rhook@eso.org
Ole J. Knudsen (Pressekontakt Danmark)
ESOs formidlingsnetværk
og Aarhus Space Centre, Aarhus Universitet
Aarhus, Danmark
Tel: +45 8715 5597
E-mail: eson-denmark@eso.org
Om pressemeddelelsen
Pressemeddelelse nr.: | eso1403da |
Navn: | Lagoon Nebula, Messier 8 |
Type: | Milky Way : Nebula : Type : Star Formation |
Facility: | VLT Survey Telescope |
Instruments: | OmegaCAM |