Pressemeddelelse

El Gordo – en ”fed” fjern galaksehob

10. januar 2012

En ekstremt varm, ung og meget tung galaksehob – den største der nogensinde er set i det fjerne univers – er blevet studeret af et internationalt forskerhold med ESO’s Very Large Telescope (VLT) i Atacamaørkenen i Chile samt NASA’s Chandra-røntgenobservatorium og Atacama Cosmology Telescope. De nye resultater præsenteres den 10. januar 2012 på det 219. møde i American Astronomical Society i Austin, Texas.

Den nyligt opdagede galaksehob [1] har fået tilnavnet El Gordo – den ”store” eller ”fede” på spansk. Den består af to separate galaksehobe, der støder sammen med flere millioner kilometer i timen. Og den er så langt væk, at dens lys har rejst i syv milliarder år for at nå Jorden.

”Denne hob er den tungeste og varmeste samt den der afgiver mest røntgenstråling af alle de hobe, som er fundet på denne afstand eller længere væk,” siger Felipe Menanteau fra Rutgers University, der stod i spidsen for undersøgelsen. ”Vi har brugt en masse af vores observationstid på El Gordo, og jeg er glad for, at vores indsats har båret frugt og vi har fundet et fantastisk hob-sammenstød.”

Galaksehobe er de største objekter i universet, der holdes sammen af tyngdekraften. Deres dannelsesproces, hvor mindre grupper af galakser smelter sammen, afhænger i høj grad af mængden af mørkt stof og mørk energi i universet på det tidspunkt – så studier af hobe kan kaste lys over disse mystiske komponenter af kosmos.

”Gigantiske galaksehobe som denne er netop det vi prøvede at finde,” siger holdmedlem Jack Hughes, også fra Rutgers. ”Vi vil se, om vi forstår hvordan disse ekstreme objekter dannes, ved at bruge de bedste kosmologiske modeller vi har til rådighed.”

Holdet, der var ledet af astronomer fra Chile og Rutgers, fandt El Gordo ved at opdage en forvrængning af den kosmiske mikrobølge-baggrundsstråling. Denne svage glød er rester af det første lys fra big bang, universets ekstremt varme og tætte fødsel for omkring 13,7 milliarder år siden. Denne stråling, der er tilovers fra big bang, vekselvirker med elektroner i den varme gas i galaksehobe, og det forvrænger baggrundsglødens udseende set fra Jorden [2]. Jo tættere og større hoben er, desto større er denne effekt. El Gordo blev fanget under en kortlægning af mikrobølgebaggrunden fortaget af Atacama Cosmology Telescope [3].

Holdet brugte ESO’s Very Large Telescope til at måle galaksernes hastigheder i dette enorme hob-sammenstød og også til at måle hobens afstand til Jorden. Desuden blev NASA’s Chandra-røntgenobservatorium brugt til at studere den varme gas i hoben.

Selvom en hob af El Gordo’s størrelse og afstand er meget sjælden, siger forfatterne, at de nye resultater stadig er i overensstemmelse med astronomernes nuværende forståelse af universet, der startede med big bang og for det meste består af mørkt stof og mørk energi.

El Gordo er formentlig dannet ligesom Bullet-hoben, en spektakulær vekselvirkende hob af galakser, der er næsten fire milliarder lysår tættere på Jorden. I begge hobe er der tegn på at normalt stof, der hovedsageligt består af varm røntgenlysende gas, er blevet revet væk fra det mørke stof. Den varme gas blev bremset af sammenstødet, men det gjorde det mørke stof ikke.

”Det er første gang, vi har fundet et system som Bullet-hoben på så stor afstand,” siger Cristóbal Sifón, der er studerende på Pontificia Universidad Católica de Chile (PUC) i Santiago. ”Det er ligesom det gamle ordsprog: Hvis du ønsker at forstå, hvor du er på vej hen, er du nødt til at vide, hvor du har været.”

Noter

[1] Hobens formelle navn er ACT-CL J0102-4915. Den første del af navnet viser, at det er en galaksehob fundet ved hjælp af data fra Atacama Cosmology Telescope og den anden del af navnet angiver placeringen af objektet på himlen i det sydlige stjernebillede Phoenix (på dansk Føniks).

[2] Effekten kaldes Sunyaev-Zel’dovich-effekten (SZ-effekten) efter de russiske astronomer Rashid Sunyaev og Yakov Zel’dovich, der forudsagde den i slutningen af 1960’erne.

[3] Atacama Cosmology Telescope (ACT) er et seks meter teleskop på Cerro Toco i Atacamaørkenen i det nordlige Chile og tæt på ALMA. Det er designet til at lave detaljeret kortlægning af himlen i mikrobølgeområdet, for at studere den kosmiske mikrobølge-baggrundsstråling. 

Mere information

Disse resultater om El Gordo præsenteres den 10. januar 2012 på det 219. møde i American Astronomical Society i Austin, Texas. Artiklen, “The Atacama Cosmology Telescope: ACT-CL J0102−4915 ‘El Gordo’, A Massive Merging Cluster at Redshift 0.87” af Felipe Menanteau et al, der beskriver disse resultater, er blevet accepteret til udgivelse i The Astrophysical Journal.

Holdet består af: Felipe Menanteau (Rutgers University, USA), John P. Hughes (Rutgers), Crisóbal Sifón (Pontificia Universidad Católica de Chile [PUC]), Matt Hilton (University of Nottingham, Storbritannien), Jorge González (PUC), Leopoldo Infante (PUC), L. Felipe Barrientos (PUC) , Andrew J. Baker (Rutgers) , Sudeep Das (University of California, Berkeley, USA; Princeton University, USA), Mark J. Devlin (University of Pennsylvania, USA), Joanna Dunkley (Oxford University, Storbritannien) , Adam D. Hincks (Princeton University), Arthur Kosowsky (University of Pittsburgh, USA) , Danica Mardsen (University of Pennsylvania), Tobias A. Marriage (The Johns Hopkins University, Baltimore, USA) , Kavilan Moodley (University of KwaZulu-Natal, Durban, Sydafrika), Michael D. Niemack (NIST, Boulder, USA) , Lyman A. Page (Princeton University) , Erik D. Reese (University of Pennsylvania) , Neelima Sehgal (Stanford University, USA), Jon Sievers (University of Toronto, Canada) , David N. Spergel (Princeton University), Suzanne T. Staggs (Princeton University) and Edward Wollack (Goddard Space Flight Center, USA).

I år 2012 er der 50-års jubilæum for grundlæggelsen af det Europæiske Syd Observatorium (ESO). ESO er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende 15 medlemslande: Belgien, Brasilien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. ESO’s aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser inden for astronomi. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys samt to kortlægningsteleskoper. VISTA arbejder i infrarødt lys og er verdens største kortlægningsteleskop, mens VLT Survey Telescope (VST) er det største teleskop, der udelukkende er bygget til at kortlægge himlen i synligt lys. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 40 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive ”verdens største øje mod himlen”.

Links

Kontakter

Michael Linden-Vørnle
Tycho Brahe Planetarium
Copenhagen, Denmark
Tel: +45 33 18 19 97
Email: mykal@tycho.dk

Felipe Menanteau
Rutgers University
Piscataway, New Jersey, USA
Tel: +1 732 445 5500 (x7433)
Email: felipe@physics.rutgers.edu

John P. Hughes
Rutgers University
Piscataway, New Jersey, USA
Mobil: +1 732 445 5500 x 0980
Email: jph@physics.rutgers.edu

Cristóbal Sifón
Pontificia Universidad Católica de Chile
Santiago, Chile
Tel: +56 2 354 4940
Email: cjsifon@astro.puc.cl

Richard Hook
ESO, La Silla, Paranal, E-ELT and Survey Telescopes Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Mobil: +49 151 1537 3591
Email: rhook@eso.org

Megan Watzke
Chandra X-ray Center
Cambridge, Massachusetts, USA
Tel: +1 617-496-7998
Email: mwatzke@cfa.harvard.edu

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1203 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1203da
Navn:ACT-CL J0102-4915, El Gordo
Type:Early Universe : Galaxy : Grouping : Cluster
Facility:Chandra X-ray Observatory, SOAR, Very Large Telescope
Instruments:FORS2
Science data:2012ApJ...748....7M

Billeder

El Gordo: a massive distant merging galaxy cluster
El Gordo: a massive distant merging galaxy cluster
tekst kun tilgængelig på engelsk
El Gordo: a massive distant merging galaxy cluster
El Gordo: a massive distant merging galaxy cluster
tekst kun tilgængelig på engelsk

Videoer

El Gordo: a massive distant merging galaxy cluster
El Gordo: a massive distant merging galaxy cluster
tekst kun tilgængelig på engelsk
El Gordo: a massive distant merging galaxy cluster
El Gordo: a massive distant merging galaxy cluster
tekst kun tilgængelig på engelsk