Pressemeddelelse

Et kig ind i de ekstreme fødesteder for sole og solsystemer

19. august 2009

Nye billeder offentliggjort i dag af ESO, dykker ned i hjertet på en kosmisk sky, kaldet RCW 38, der er fyldt med spirende stjerner og planetsystemer. Dens unge stjerner bombarderer spæde sole og planeter med kraftige vinde og blændende lys, godt hjulpet af kortlivede, tunge stjerner, der eksploderer som supernovaer. I nogle tilfælde, koger dette stormløb stoffet væk, der ellers med tiden kunne have dannet nye solsystemer. Forskere mener, at vores eget Solsystem er dannet i et sådant miljø.

Den tætte stjernehob RCW 38 ligger i en afstand på omkring 5.500 lysår i retning af stjernebilledet Vela (Sejlet). Ligesom Oriontågens stjernehob (ESO 12/01), er RCW 38 en ”indhyllet hob”, da den sky af støv og gas, som stjernerne er blevet født af, stadig omslutter de nyfødte stjerner. Astronomer har fundet ud af, at de fleste stjerner, herunder de lette, rødlige, som er mest almindelige i Universet, kommer fra sådanne stofrige områder. Derfor er disse indhyllede hobe levende laboratorier, hvor forskerne kan undersøge mekanismerne i stjerne- og planetdannelse.

”Ved at se på stjernehobe som RCW 38, kan vi lære en masse om oprindelsen af vores Solsystem og andre, såvel som stjerner og planeter, der endnu ikke er dannet”, siger Kim DeRose, der er førsteforfatter på det nye studie, der udkommer i Astronomical Journal. DeRose arbejdede med RCW 38, mens hun var studerende ved Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics i USA.

Ved at bruge NACO-instrumentet med adaptiv optik på ESO’s Very Large Telescope [1], har astronomer lavet det hidtil skarpeste billede af RCW 38. De har fokuseret på et lille område i midten af hoben, der omgiver den tunge stjerne IRS2. Den gløder i den blåhvide del af farvespektret, hvilket er kendetegnende for meget varme stjerner. Disse dramatiske observationer viser, at IRS2 faktisk ikke er én, men to stjerner – et dobbeltsystem bestående af glohede tvillingestjerner, adskilt med omkring 500 gange Jordens afstand til Solen.

På NACO-billedet, har astronomerne fundet en håndfuld protostjerner – svagt lysende forløbere for fuldt udviklede stjerner – og snesevis af andre stjernekandidater, der er kommet på banen på trods af den kraftige ultraviolette stråling fra IRS 2. Nogle af disse stjerner, der er ved at blive født, når dog muligvis aldrig forbi protostjerne-stadiet. IRS2’s kraftige stråling påvirker og spreder materiale, der ellers kunne falde sammen og blive til nye stjerner, eller som kunne være endt i de såkaldte protoplanetariske skiver omkring unge stjerner. I løbet af adskillige millioner år, kan de overlevende skiver måske danne de planeter, måner og kometer, der udgør planetsystemer som vores eget.

Som om intens ultravioletstråling ikke var nok, så udsætter tætpakkede stjernefabrikker som RCW 38 sit afkom for hyppige supernovaer, når gigantiske stjerner eksploderer som afslutningen på deres liv. Disse eksplosioner spreder materiale ud i hele det omkringliggende rum, herunder sjældne isotoper – eksotiske former for grundstoffer, der er dannet i disse døende stjerner. Dette udslyngede materiale ender i den næste generation af stjerner, der dannes i nærheden. Fordi disse isotoper er blevet påvist i vores stjerne, Solen, har forskere konkluderet, at Solen er dannet i en hob som RCW 38, snarere end i en mindre tætpakket og ekstrem del af Mælkevejen.

”Samlet set er de detaljer om astronomiske objekter, som adaptiv optik afslører, afgørende for at forstå, hvordan nye stjerner og planeter dannes i komplekse og kaotiske områder som RCW 38,” siger medforfatter Dieter Nürnberger.

Noter

[1] Navnet ”NACO” er en kombination af Nasmyth Adaptive Optics System (NAOS) og Near-Infrared Imager and Spectrograph (CONICA). Adaptiv optik fjerner det meste af den billedforvrængende virkning af turbulens i Jordens atmosfære, der skabes af temperatursvingninger og vind.

Mere information

Disse forskningsresultater er offentliggjort i en artikel i Astronomical Journal: A Very Large Telescope / NACO study of star formation in the massive embedded cluster RCW 38, by DeRose et al. (2009, AJ, 138, 33-45).

Holdet er sammensat af K.L. DeRose, T.L. Bourke, R.A. Gutermuth og S.J. Wolk (Harvard-Smithsonian Center for Astrophysics, Cambridge, USA), S.T. Megeath (Department of Physics and Astronomy, The University of Toledo, USA), J. Alves (Centro Astronómica Hispano Alemán, Almeria, Spain), og D. Nürnberger (ESO).

ESO, det Europæiske Syd Observatorium, er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende medlemslande: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Flere lande har udtrykt interesse i medlemskab. ESO’s aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for astronomi for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 42 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive ”verdens største øje mod himlen”.

Links

Kontakter

Dr. Michael Linden-Vørnle
Tycho Brahe Planetarium
Denmark
Tel: +45 33 18 19 97
Email: mykal@tycho.dk

Dieter Nürnberger
ESO
Chile
Tel: +56 2 463 3080
Email: dnuernbe@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso0929 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso0929da
Legacy ID:PR 29/09
Navn:RCW 38
Type:Milky Way : Star : Grouping : Cluster
Facility:Very Large Telescope
Instruments:NACO
Science data:2009AJ....138...33D

Billeder

The region around the massive star IRS2
The region around the massive star IRS2
tekst kun tilgængelig på engelsk
Star cluster RCW 38
Star cluster RCW 38
tekst kun tilgængelig på engelsk
Nebula around star cluster RCW 38
Nebula around star cluster RCW 38
tekst kun tilgængelig på engelsk
Digitized Sky Survey billede af området omkring RCW 38
Digitized Sky Survey billede af området omkring RCW 38

Videoer

Zoom in on the embedded star cluster RCW 38
Zoom in on the embedded star cluster RCW 38
tekst kun tilgængelig på engelsk