eso1152da — Pressemeddelelse

En galakse blomstrer med nye stjerner

15. december 2011

VLT Survey Telescope (VST) har fanget skønheden af den nærtliggende spiralgalakse NGC 253. Dette nye portræt er sandsynligvis det mest detaljerede vidvinkelbillede af objektet og dets omgivelser, der nogensinde er taget. Det viser at VST, det nyeste teleskop på ESO’s Paranal-observatorium, leverer billeder, der dækker store områder på himlen men samtidig har en imponerede skarphed.

NGC 253 ligger omkring 11,5 millioner lysår væk i det sydlige stjernebillede Sculptor (på dansk Billedhuggeren). Ofte kaldes den bare Sculptor-galaksen, selvom andre beskrivende navne omfatter sølvmønten eller ”Silver Dollar”-galaksen. Det er let at få øje på NGC 253 i en håndkikkert, da det er en af de klareste galakser på himlen efter Mælkevejens nærmeste galakse-nabo, Andromeda-galaksen.

Astronomer har bemærket en udbredt aktiv dannelse af stjerner i NGC 253 og har kategoriseret den som en voldsom, nærmest eksplosiv dannelse af nye stjerner – en ”starburst”-galakse [1]. De mange lyse klumper, der er spredt rundt i galaksen er stjernefødestuer, hvor varme unge stjerner netop er antændt. Strålingen, der strømmer fra disse gigantiske blåhvide babyer, får de omkringliggende skyer af brintgas til at gløde kraftigt (grønt på dette billede).

Denne nærtliggende spiralgalakse blev opdaget af den tysk-britiske astronom Caroline Herschel, søster til den berømte astronom William Herschel, mens hun ledte efter kometer i 1783. Søskendeparret Herschel ville have været henrykte over det skarpe, rigt detaljerede billede af NGC 253, som VST har leveret.

Dette seneste billede af NGC 253 blev taget under VST’s videnskabelige verifikationsfase – når teleskopets videnskabelige ydeevne vurderes, før det bliver taget i drift. VST’s data bliver kombineret med infrarøde billeder fra VISTA (eso0949) for at identificere de yngre generationer af stjerner i NGC 253. Dette billede er mere end 12.000 pixels på tværs og den fantastiske himmel over ESO’s Paranal-observatorium, kombineret med teleskopets fine optik giver skarpe billeder af stjerner over hele billedet.

VST er et 2,6 meter vidvinkel-kortlægningsteleskop med et synsfelt på en grad – dobbelt så bredt som fuldmånen [2]. VST-programmet er et samarbejde mellem INAF-Osservatorio Astronomico di Capodimonte, Napoli, Italien og ESO (eso1119). Det 268-megapixel kamera OmegaCam er hjertet i teleskopet og designet til at kortlægge himlen både hurtigt og med meget fin billedkvalitet. VST er det største teleskop i verden, designet udelukkende til at kortlægge himlen i synligt lys. Det supplerer ESO’s VISTA infrarøde kortlægningsteleskop, der også er placeret på Paranal.

Ved at zoome ind i dette nye billede, er det ikke kun muligt at lave en meget detaljeret undersøgelse af de stjernedannende spiralarme i galaksen, men billedet afslører også et meget rigt tæppe af langt fjernere galakser, der ligger i meget større afstand end NGC 253.

Noter

[1] Yderligere detaljer om NGC 253 er blevet afsløret af ESO’s Very Large Telescope (VLT) sammen med NASA/ESA Rumteleskopet Hubble. Disse instrumenter viste i 2009, at der i midten af NGC 253 findes et supertungt sort hul med mange af de samme egenskaber, som det sorte hul, der ligger i Mælkevejens centrum (se ESO’s pressemeddelelse eso0902).

[2] Det billede, der vises her, er beskåret og er lidt mindre end VST’s fulde synsfelt.

Mere information

ESO, det Europæiske Syd Observatorium, er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende 15 medlemslande: Belgien, Brasilien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. ESO’s aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser inden for astronomi. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys samt to kortlægningsteleskoper. VISTA arbejder i infrarødt lys og er verdens største kortlægningsteleskop, mens VLT Survey Telescope (VST) er det største teleskop, der udelukkende er bygget til at kortlægge himlen i synligt lys. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 40 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive ”verdens største øje mod himlen”.

Links

Kontakter

Michael Linden-Vørnle
Tycho Brahe Planetarium
Copenhagen, Denmark
Tel: +45 33 18 19 97
Email: mykal@tycho.dk

Massimo Capaccioli
University of Naples Federico II and INAF-Capodimonte Astronomical Observatory
Naples, Italy
Tel: +39 081 557 5601
Mobil: +39 335 677 6940
Email: capaccioli@na.infn.it

Richard Hook
ESO, La Silla, Paranal, E-ELT and Survey Telescopes Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Mobil: +49 151 1537 3591
Email: rhook@eso.org

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1152 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.
Bookmark and Share

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1152da
Navn:NGC 253
Type:• Local Universe : Galaxy : Activity : Starburst
Facility:VLT Survey Telescope

Billeder

Vidvinkelbillede af NGC 253 fra VLT Survey Telescope
Vidvinkelbillede af NGC 253 fra VLT Survey Telescope
Galaksen NGC 253 i stjernebilledet Billedhuggerværkstedet
Galaksen NGC 253 i stjernebilledet Billedhuggerværkstedet
Wide-field view of the sky around NGC 253
Wide-field view of the sky around NGC 253
tekst kun tilgængelig på engelsk

Videoer

Zooming in on NGC 253
Zooming in on NGC 253
tekst kun tilgængelig på engelsk

Se også...