eso0940da — Pressemeddelelse

Et farverigt kosmisk smykkeskrin åbnes op

29. oktober 2009

Kombinationen af billeder taget med tre ekstraordinære teleskoper, har gjort det muligt at se den forbløffende stjernehob Smykkeskrinet i et helt nyt lys. De tre teleskoper er ESO’s Very Large Telescope på Cerro Paranal, MPG/ESO’s 2,2 meter teleskop på La Silla-observatoriet og NASA/ESA’s Hubble-rumteleskop.

Stjernehobe er blandt de mest visuelt tillokkende og astrofysisk set mest fascinerende objekter på himlen. En af de mest spektakulære hobe har hjemme langt nede på den sydlige himmel i stjernebilledet Crux (Sydkorset).

Kappa Crucis hoben, også kendt som NGC 4755 eller blot ”Smykkeskrinet”, kan lige netop ses med det blotte øje. Den fik sit navn af den engelske astronom John Herschel i 1830’erne, fordi den slående farvekontrast mellem dens lyseblå og orange stjerner set gennem et teleskop mindede Herschel om et eksotisk smykke.

Åbne hobe [1] som NGC 4755 indeholder typisk alt fra nogle få til tusindvis af stjerner, der er løst bundet sammen af tyngdekraften. Fordi alle stjernerne er dannet af den samme sky af gas og støv, er deres alder og kemiske sammensætning ens. Det gør dem til ideelle laboratorier til at studere, hvordan stjerner udvikler sig.

Hobens placering blandt de stjernerige områder og støvskyer i den sydlige del af Mælkevejen er vist i et meget stort billede dannet af data fra Digitized Sky Survey 2. Billedet viser også en af stjernerne i Sydkorset såvel som en del af den enorme mørke sky Kulsækken [2].

Et nyt billede taget med Wide Field Imager (WFI) på MPG/ESO’s 2,2 meter teleskop på ESO’s La Silla-observatorium i Chile viser hoben og dens rige omgivelser i hele sin farverige pragt. WFI’s store synsfelt viser et stort antal stjerner. Mange er placeret bag Mælkevejens støvskyer, og fremstår derfor røde [3].

Instrumentet FORS1 på ESO’s Very Large Telescope (VLT) giver et meget nærmere kig på selve hoben. Teleskopets store spejl og udsøgte billedkvalitet har resulteret i et helt nyt og meget skarpt billede på trods af en samlet eksponeringstid på kun 5 sekunder. Dette nye billede er et af de bedste, der nogensinde er taget af denne hob fra Jordens overflade.

Smykkeskrinet er måske nok farverigt på billeder taget fra Jorden, men fordi det observerer fra rummet, kan NASA/ESA’s Hubble-rumteleskop fange lys med kortere bølgelængde, som ikke kan ses med jordbaserede teleskoper. Dette nye Hubble-billede af hobens kerneområde er det første omfattende fjern-ultraviolet til nær-infrarødt billede af en åben galaktisk hob. Det er blevet lavet ved at kombinere billeder optaget gennem syv filtre, der gør det muligt at se detaljer, som aldrig er observeret før. Billederne blev taget hen mod slutningen af Wide Field Planetary Camera 2’s lange liv. Dette instrument var Hubbles mest produktive kamera, indtil det blev fjernet under den seneste service-mission og bragt tilbage til Jorden. Mange meget klare lyseblå superkæmpestjerner, en ensom rubinrød superkæmpe og en række andre farvestrålende stjerner er synlige i Hubble-billedet, ligesom mange meget svagere stjerner. De interessante farver fra mange af stjernerne er et resultat af deres forskellige intensiteter ved forskellige ultraviolette bølgelængder.

Den store variation i lysstyrken fra stjernerne i hoben skyldes, at de klareste stjerner er 15 til 20 gange tungere end Solen, mens de svageste stjerner har mindre end halvdelen af Solens masse. Meget tunge stjerner lyser meget klart. De ældes også hurtigere og bliver hurtigere til kæmpestjerner end deres lyssvage og mindre tunge søskende.

Stjernehoben Smykkeskrinet er omkring 6400 lysår væk og er omkring 16 millioner år gammel.

Noter

[1] Åbne eller galaktiske stjernehobe må ikke forveksles med kugleformede hobe – store bolde af titusinder af gamle stjerner i kredsløb om vores og andre galakser. Det ser ud til, at de fleste stjerner herunder vores stjerne Solen, er dannet i åbne stjernehobe.

[2] Kulsækken er en mørk tåge på den sydlige himmelkugle i nærheden af Sydkorset, som kan ses med det blotte øje. En mørk tåge er ikke fravær af lys, men er en interstellar sky af tykt støv, der blokerer for det meste af det synlige baggrundslys.

[3] Hvis lyset fra en fjern stjerne passerer gennem støvskyer i rummet spredes det blå lys mere end det røde. Derfor ser stjernelys rødere ud, når det ankommer til Jorden. Den samme effekt skaber de fantastiske røde farver ved en solnedgang på Jorden.

Mere information

ESO, det Europæiske Syd Observatorium, er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mest produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende 14 medlemslande: Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. Flere lande har udtrykt interesse i medlemskab. ESO’s aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for astronomi for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 42 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive ”verdens største øje mod himlen”.

Rumteleskopet Hubble er et internationalt samarbejdsprojekt mellem ESA og NASA.

Kontakter

Dr. Michael Linden-Vørnle
Tycho Brahe Planetarium
Denmark
Tel: +45 33 18 19 97
Email: mykal@tycho.dk

Henri Boffin
ESO
Garching, Germany
Tel: +49 89 3200 6222
Email: hboffin@eso.org

Colleen Sharkey
ESO
Garching, Germany
Tel: +49 89 3200 6306
Mobil: +49 (0)15 115 37 35 91
Email: csharkey@eso.org

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso0940 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.
Bookmark and Share

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso0940da
Legacy ID:PR 40/09
Facility:Hubble Space Telescope, MPG/ESO 2.2-metre telescope, Very Large Telescope

Billeder

A Snapshot of the Jewel Box cluster with the ESO VLT
A Snapshot of the Jewel Box cluster with the ESO VLT
tekst kun tilgængelig på engelsk
Wide Field Image of the Jewel Box
Wide Field Image of the Jewel Box
tekst kun tilgængelig på engelsk
A Hubble gem: the Jewel Box
A Hubble gem: the Jewel Box
tekst kun tilgængelig på engelsk
Digitized Sky Survey 2 Image of NGC 4755
Digitized Sky Survey 2 Image of NGC 4755
tekst kun tilgængelig på engelsk
Putting the Jewel Box in perspective (composite image)
Putting the Jewel Box in perspective (composite image)
tekst kun tilgængelig på engelsk

Videoer

Zooming in on the Jewel Box
Zooming in on the Jewel Box
tekst kun tilgængelig på engelsk

Se også...