Pressemeddelelse

Lys ud af mørket

16. januar 2013

Et nyt stemningsfuldt billede fra ESO viser en mørk sky, hvor nye stjerner dannes, sammen med en hob af glitrende stjerner, der allerede er dukket frem fra deres støvede stjernefødeklinik. Det nye billede er taget med MPG/ESO 2,2 meter-teleskopet på La Silla-observatoriet i Chile og er det bedste billede i synligt lys, der nogensinde er blevet taget af dette forholdsvis ukendte objekt.

I venstre side af det nye billede ses en mørk søjle, der minder om en røgsky. I højre side skinner en lille gruppe af glitrende stjerner. Ved første øjekast ser det ikke ud som om de to ting har noget med hinanden at gøre, men de er i virkeligheden tæt forbundne. Skyen indeholder store mængder koldt kosmisk støv og er en fødeklinik, hvor nye stjerner bliver født. Det er sandsynligt, at Solen blev dannet i et tilsvarende stjernedannende område for mere end fire milliarder år siden.

Denne sky er kendt som Lupus 3 og den ligger omkring 600 lysår fra Jorden i stjernebilledet Scorpius (Skorpionen). Den del, der er vist her, er omkring fem lysår på tværs.

Når de tættere dele af sådanne skyer trækker sig sammen under påvirkning af tyngdekraften, bliver de varme og begynder at lyse. I begyndelsen bliver denne stråling blokeret af de støvede skyer og kan kun ses med teleskoper, der observerer ved længere bølgelængder end synligt lys, såsom infrarødt. Men efterhånden som stjernerne bliver varmere og lyser kraftigere, rydder deres intense stråling og stjernevinde gradvist de omkringliggende skyer væk, indtil de dukker frem i al deres glans.

De klare stjerner til højre for midten af dette nye billede er et perfekt eksempel på en lille gruppe af sådanne varme unge stjerner. En del af deres klare blå lys bliver spredt af støv omkring dem, der er blevet tilbage. De to klareste stjerner er lysstærke nok til let at kunne ses med et lille teleskop eller end håndkikkert. Det er unge stjerner, der endnu ikke er begyndt at skinne ved hjælp af kernefusion i deres indre og er stadig omgivet af glødende gas [1]. De er formentlig mindre end en million år gamle.

Selvom de ved første øjekast er mindre tydelige end de klare blå stjerner, så har undersøgelser fundet mange andre meget unge stjerner i dette område, der er en af de nærmeste stjernefødeklinikker i forhold til Solen.

Stjernedannende områder kan være enorme som Tarantel-tågen (eso0650), hvor hundredevis af tunge stjerner bliver dannet. Imidlertid bliver de fleste stjerner i vores og andre galakser formentlig dannet i mere beskedne områder, som det vi ser her, hvor kun to klare stjerner kan ses og hvor ingen tunge stjerner er blevet dannet. Derfor er Lupus 3 et område, der både er fascinerende for astronomer og en smuk illustration af de tidlige faser i stjerners liv.

Noter

[1] Kendt som Herbig Ae/Be-stjerner efter astronomen, der først identificerede dem. Bogstaverne A og B henviser til stjernernes spektraltype, der er noget varmere end Solen, og ”e” indikerer, at der er emissionslinjer i deres spektre på grund af den glødende gas omkring dem. De skinner ved at omdanne potentiel energi fra tyngdekraften til varme, mens de trækker sig sammen.

Mere information

ESO er den mest fremtrædende internationale astronomi-organisation i Europa og verdens mes produktive astronomiske observatorium. ESO har i dag følgende 15 medlemslande: Belgien, Brasilien, Danmark, Finland, Frankrig, Holland, Italien, Portugal, Schweiz og Storbritannien, Spanien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland og Østrig. ESOs aktiviteter er fokuseret på design, konstruktion og drift af jordbaserede observationsfaciliteter for at muliggøre vigtige videnskabelige opdagelser inden for astronomi. ESO spiller også en ledende rolle for at fremme og organisere samarbejdet inden for astronomisk forskning. I Chile driver ESO tre unikke observatorier i verdensklasse: La Silla, Paranal og Chajnantor. På Paranal driver ESO Very Large Telescope (VLT), der er verdens mest avancerede astronomiske observatorium til observationer i synligt lys samt to kortlægningsteleskoper. VISTA arbejder i infrarødt lys og er verdens største kortlægningsteleskop, mens VLT Survey Telescope (VST) er det største teleskop, der udelukkende er bygget til at kortlægge himlen i synligt lys. ESO er den europæiske partner i et revolutionerede astronomisk teleskop kaldet ALMA, det største igangværende astronomiske projekt. ESO planlægger i øjeblikket et 39 meter optisk/nær-infrarødt teleskop kaldet European Extremely Large Telescope (E-ELT), der vil blive ”verdens største øje mod himlen”.

Links

Kontakter

Michael Linden-Vørnle
Tycho Brahe Planetarium
København, Danmark
Tel: +45 33 18 19 97
Email: mykal@tycho.dk

Fernando Comeron
ESO
Garching bei München, Germany
Email: fcomeron@eso.org

Richard Hook
ESO, La Silla, Paranal, E-ELT and Survey Telescopes Public Information Officer
Garching bei München, Germany
Tel: +49 89 3200 6655
Mobil: +49 151 1537 3591
Email: rhook@eso.org

Connect with ESO on social media

Dette er en oversættelse af ESO pressemeddelelse eso1303 lavet af ESON - et netværk af personer i ESOs medlemslande, der er kontaktpunkter for medierne i forbindelse med ESO nyheder, pressemeddelelser mm.

Om pressemeddelelsen

Pressemeddelelse nr.:eso1303da
Navn:Lupus 3
Type:Milky Way : Nebula : Appearance : Dark
Facility:MPG/ESO 2.2-metre telescope
Instruments:WFI

Billeder

Den mørke sky Lupus 3 og tilhørende varme unge stjerner
Den mørke sky Lupus 3 og tilhørende varme unge stjerner
Den mørke sky Lupus 3 i stjernebilledet Scorpius
Den mørke sky Lupus 3 i stjernebilledet Scorpius
Vidvinkeloptagelse af den mørke sky Lupus 3 og tilhørende varme unge stjerner
Vidvinkeloptagelse af den mørke sky Lupus 3 og tilhørende varme unge stjerner

Videoer

Zoom ind mod den mørke sky Lupus 3 og tilhørende varme unge stjerner
Zoom ind mod den mørke sky Lupus 3 og tilhørende varme unge stjerner
Panorering hen over den mørke sky Lupus 3 og tilhørende varme unge stjerner
Panorering hen over den mørke sky Lupus 3 og tilhørende varme unge stjerner