Kort over en sammenlægning

Hubble image of NGC 7252
VLT map of gas within NGC 7252’s minispiral
Træk i den grønne knap for at se billederne

Dette usædvanlige billede viser følgerne af en katastrofisk kollision imellem to galakser. Det skete for omkring een milliard år siden, og resultatet? Een enkelt galakse, som vi kalder NGC 7252, og som er mildest talt underlig i faconen. Den har fået øgenavnet Atoms for Peace -galaksen efter et kendt logo.

I hjertet af dette sammensurium finder vi en spændende 'minispiral' - en roterende skive af lysende gas, hvor der sker voldsom stjernedannelse. Med instrumentet VIsible Multi-Object Spectrograph (VIMOS) på SOs Very Large Telescope har astronomerne målt gasbevægelserne inde i denne skive, så rotationen er blevet kortlagt.. De røde områder viser, hvor gassen bevæger sig væk fra os, og de blå, hvor den nærmer sig os. Tilsammen viser farverne os hvordan galaksecenteret roterer, og desuden ser vi to strømme af varm gas nordvest og sydøst for centralområdet. Tidligere undersøgelser viste, at den centrale spiral roterede i modsat retning af resten af galaksen, men nu kan vi se, at det ikke er tilfældet. Ved sammenligning af bevægelserne for stjernerne omkring galaksen med de gasarter, som de nydannede stjerner i minispiralen ioniserer, er sagen nu opklaret.

En detaljeret kortlægning som denne her er gjort mulig med Integral Field Unit (IFU) på VIMOS. Den enhed giver astronomerne mulighed for at studere gasserne i NGC 7252 som i en mosaik. Lidt ligesom en flues øjne opdeler IFU området i mange mindre celler eller pixler, og giver et spektrum for hver celle. Resultatet samles så i en 3D-terning, og dermed er det muligt at studere udstrakte objekter i bare eet overblik.

Med skyderen kan det nye VLT-kort sammenlignes med et ældre billede af galaksen fra NASA/ESA Hubble Space Telescope, så man ser galaksen både i det indre og i dens fulde skønhed.

Kilde

ESO

Om billedsammenligningen

Id:potw1806a
Udgivelsesdato:5. februar 2018 06:00

Billeder

Hubblebillede af NGC 7252
Hubblebillede af NGC 7252
VLTs kortlægning af gasserne i NGC 7252s minispiral
VLTs kortlægning af gasserne i NGC 7252s minispiral