La Silla, det første hjem for ESO’s teleskoper - ESO’s første observatorium før og nu

La Silla, the First Home for ESO’s Telescopes (historical image)
La Silla, the First Home for ESO’s Telescopes (present-day image)
Træk i den grønne knap for at se billederne

ESO fylder 50 i år, og for at fejre dette vigtige jubilæum, vil vi give dig et indblik i vores historie. En gang om måneden i løbet af 2012 vil et særligt før-og-nu ugens billede vise, hvordan tingene har ændret sig i løbet af årtierne på La Silla og Paranal observatorierne, ESO’s kontorer i Santiago de Chile og hovedkvarteret i Garching ved München, Tyskland.

Dette historiske billede blev taget omkring 1970 fra dormitorierne på La Silla, der ligger lavere på bjerget end teleskopkuplerne. Dormitorierne er der, hvor astronomerne sover. Billedet ser op mod det højeste punkt på bjerget til venstre. Den metalliske struktur, der er synlig nær toppen, er ikke et teleskop, men en vandtank. Den hvide kuppel i midten af billedet er ESO’s 1 meter Schmidt-teleskop, der startede sit arbejde i februar 1972. Langt til højre i billedet er ESO’s 1 meter teleskop, kun lige synligt over højderyggen, og til venstre kan man se toppen af Grand Prisme Objectif-teleskopet.

På det nutidige billede, er dormitorie-bygningen der stadig, men flere er blevet bygget gennem tiden. De mest markante ændringer er synlige omkring toppe af La Silla til venstre. På det højeste punkt står ESO’s 3,6 meter teleskop, som startede drift i november 1976 og stadig er i brug i dag. 3,6 meteren er hjemsted for HARPS, den førende exoplanet-jæger (se eso1134 og eso1214 for nylige resultater). 3,6 meteren var fra starten planlagt af ESO til at krone La Silla-observatoriet som det største teleskop, og var en stor teknisk bedrift for sin tid. Den mindre kuppel, som ses foran 3,6 meteren, er 1,4 meter Coudé Auxiliary Telescope, der supplerer sin større nabo.

Til højre for 3,6 meteren er 3,58 meter New Technology Telescope (NTT), der genkendes på det kantede, metalliske udseende af dets bygning. NTT, som startede drift i marts 1989, var det første teleskop i verden, der brugte et computerstyret spejl. Det blev brugt som forløber for Very Large Telescope og testede mange nye teknologier, der senere blev anvendt i teleskopet.

Andre nyheder i det nutidige billede er værkstedsbygningen under vandtanken, og Differential Image Motion Monitor (DIMM), der bruges til at måle mængden af uro i atmosfæren (såkaldt seeing). DIMM er placeret på pæle mellem værkstedet og ESO’s 1 meter Schmidt-teleskop.

Selv i dag er La Silla fortsat et meget aktivt observatorium, hvor der gøres vigtige opdagelser. Både NTT og 3,6 meter teleskopet har leveret data, der bidrog til opdagelsen af den accelererende udvidelse af universet – en opdagelse, som i 2011 gav Nobelprisen i fysik.

Links

Kilde

ESO